NYHEDER 2. NOV 2020 KL. 16:35

Yderligere fire kommuner hopper med på Movias grønne el-bus-bølge

Af: kollektivtrafik

Albertslund, Glostrup, Lyngby-Taarbæk og Næstved vil sammen med trafikselskabet Movia køre ud med el-busser. I alt 13 buslinjer, som kører med fire millioner kunder årligt, lægges om til el-drift fra 2022. Dermed kan borgere i de fire kommuner se frem til renere luft og mindre støj i gadebilledet. Udbuddene viser, at el-busser kan matche diesel-busser. Eksempelvis vil Næstved Kommune spare 7,1 millioner kroner om året ved at køre med el-busser - uden at serviceniveauet ændres


Oplægningen af dele af de fire kommuners busdrift til el betyder, at yderligere 34 busser, som kører for Movia fra 2022 vil køre på el. De fire kommuner har valgt at udnytte en option på mere bæredygtig transport i Movias A19 udbud. Alle fire kommuner har valgt en mere klimavenlige vej og får dermed el-busser på gaden fra 2022. Senest besluttede Ballerup, Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Hvidovre og København i fællesskab - også i udbud A19 - at linje 1A, 10 og 164, som kører på tværs af kommunegrænserne, fremover skal køre på el.


Movia har sammen med kommuner og regioner på Sjælland, Lolland og Falster et mål om, at alle busser i hele den Sjællandske geografi skal køre fossilfrit inden 2030 - heraf mindst halvdelen på el. Med øget grøn omstilling bidrager kommuner, regioner og Movia således til at indfri den nationale målsætning om 70 procent CO2-reduktion inden 2030. Movia peger på, at omstillingen også gavner CO2-regnskabet, hvor udskiftningen af alle busserne på de 13 buslinjer medfører en årlig reduktion på samlet 1.700 ton C02, 5,5 tonn NOx og 33 kg partikler i de fire kommuner. 

 

Med den seneste beslutning vil Movia fra sommeren 2022 - om godt halvandet år - have mindst 208 el-busser i drift i Movias område. Dermed vil 15 procent af alle Movia’s busser være omstillet til el. Hertil kommer fem elhavnebusser i Københavns Havn, som blev sat i søen tidligere i år.

 

- I Albertslund glæder vi os over, at vi sammen med vores naboer omstiller til bæredygtig kollektiv transport. Med el-busserne tager vi et stort skridt i retning mod at reducere udledningen af CO2 og så bidrager de nye busser til renere luft og mindre støj og hermed til at øge kvaliteten af vores fælles byrum. Det er altså endnu et skridt i den rigtige retning for en grønnere fremtid, siger Steen Christiansen, der er borgmester i Albertslund Kommune.
 

John Engelhardt, der er borgmester i Glostrup Kommune, peger på, man i Glostrup er glade for beslutningen om, at flere lokale buslinjer skal køre på el.


- Først tog vi en beslutning om, at linje 142 skal overgå til el og nu er linje 141 og 149 kommet med. I Glostrup ønsker vi at bidrage til den grønne omstilling og arbejder aktivt med at fremme mere klimavenlig transport og forbedre mobiliteten. Vi ser frem til at borgerne i både Glostrup og Alberts-lund kan nyde godt af de mere miljøvenlige og støjsvage busser, siger John Engelhardt.


Formand for Teknik- og Miljøudvalget i Lyngby Taarbæk Kommune, Sigurd Agersnap, peger på, at de mere klimavenlige busser vil betyde mindre støj fra busserne, reducere partikelforureningen og sænke CO2-aftrykket fra den kollektive transport.


- Alt sammen ting som vil komme borgerne og brugerne af busserne til gavn, siger Sigurd Agersnap, der flankeres af næstformand, Richard Sandbæk, som tilføjer:


- Transportsektoren ændrer sig mod mere klimavenlige og renere energiformer. Busserne kører året rundt, så derfor giver det et vigtigt løft til den kollektive trafik, når eldrevne busser nu kommer til at køre i vores kommune, hvilket også er i tråd med forslag fra vores bæredygtighedsudvalg.


Næstved skifter syv bybusser fra diesel til el-busser. De kører i alt ca. 55.000 timer om året.


- Vi kommer til at spare klimaet for 920 tons CO2 om året. Vi får mindre dieselos i byen og støjniveauet fra busserne reduceres markant, siger borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen.


Han betoner, at overraskelsen var stor, da udregninger viste, at kommunen kommer til at spare 7,1 millioner kroner om året ved at køre med el-busser - uden at serviceniveauet ændres. 

 

- I Movias mobilitetsplan har vi aftalt en fælles klar målsætning for, hvordan vi i de sjællandske kommuner og regioner kan bidrage til at løfte den vigtige klimadagsorden med grøn omstilling og flere rejsende i den kollektive transport. Her har vi også sat vores mål for den grønne omstilling. Alle vores busser kører uden at udlede CO2 i 2030, og mindst halvdelen af dem er eldrevne, vores flextra-fik køres i elbiler, og vores nye tog er eldrevne, siger administrerende direktør i Movia Dorthe Nøhr Pedersen.
 

Fakta om el-busser i Movia’s seneste udbud:
Movia’s seneste udbud A19 omfatter ca. 670.000 årlige køreplantimer. Med Albertslund, Glostrup, Lyngby-Taarbæk og Næstved kommunes beslutning om at vælge el-busser vil der årligt blive kørt knap 305.000 køreplanstimer med el-busser.

Omstilling fra diesel- til eldrift har været mulig at gennemføre uden at det medfører øgede omkostning for de berørte kommuner i forhold til omkostningsniveauet for den eksisterende busdrift.

 
Fakta om Albertslund og Glostrup kommuners el-busser:

  • Kommunerne indsætter el-busser på buslinjerne 141 og 149. Hermed får Albertslund Kommune sine første el-busser i 2022.
  • I forlængelse af udbud A18 indsætter Glostrup Kommune i 2021 sine første el-busser på linje 142 og 145 sammen med Ballerup, København og Rødovre kommuner
    el-busserne på de to linjer reducerer kommunens udledning af CO2 med 370 ton


Fakta om Lyngby-Taarbæk Kommunes el-busser:

  • Kommunen indsætter el-busser på buslinjerne 180, 181, 182 og 183
    Hermed får Lyngby-Taarbæk Kommune sine første el-busser i 2022
  • El-busserne på de fire linjer reducerer kommunens udledningen af CO2 med 400 ton

 
Fakta om Næstved Kommunes el-busser:

  • Kommunen indsætter el-busser på 7 linjer. Det gælder buslinjerne 601, 602, 603, 604, 605, 607 og 611
  • Hermed får Næstved Kommune sine første el-busser i 2022
    El-busserne på de 7 linjer reducerer kommunens udledningen af CO2 med 920 ton

 
Movia modtager støtte fra EU's ELENA facilitet (under Horizon 2020 programmet) til at forberede omstilling af busser og havnebusser til el drift.
 



Energi og miljø Rutekørsel