NYHEDER 30. JAN 2019 KL. 23:59

Busmessen i Herning skifter navn til Persontransport

Af: kollektivtrafik

Danske Busvognmænd og Dansk Taxi Råd fusionerede og blev ved årskiftet til foreningen Dansk PersonTransport. Dermed har persontransportvognmændenes årlige udstilling, som afholdes i forbindelse med foreningens årsmøde, skiftet navn. Persontransport 2019 afholdes 21.-23. marts under Transport 2019 i Messecenter Herning


- Vi ser frem til det første årsmøde for vores nye forening. Vi glæder os til at samle persontransporten i én stor hal i MCH Messecenter Herning, og vi glæder os ligeledes over at fortsætte det gode samarbejde med MCH, som vi har haft igennem flere årtier gennem Danske Busvognmænd, siger Michael Nielsen, der er administrerende direktør for Dansk PersonTransport.
 
Den nye forening overtager Danske Busvognmænds plads i messekomitéen for transportmessen og er dermed medarrangør af Transport 2019.
 
Samler branchen for persontransport
Persontransport 2019 fylder denne gang hele hal H og byder på leverandører til både bus- og taxibranchen. Persontransport 2019 bliver en integreret del af transportmessen, og besøgende har mulighed for at besøge begge messer.
 
I MCH Messecenter Herning ser man frem til at byde både taxi- og busvognmændene og deres medarbejdere velkommen.
 
- Der har været stor efterspørgsel efter standene på Persontransport 2019, og med 39 unikke udstillere er over 95 procent af udstillingsarealet allerede solgt her knap to måneder før messen. Vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde med den nye forening, siger Lars Meedom, der er key account manager i MCH Messecenter Herning.
 
Over 340 udstillere står klar til at udstille på Transport 2019, og messen byder på et rekordstort aktivitetsprogram.
 
Transport 2019 arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med ATL - Transportens arbejdsgivere, AutoBranchen Danmark, Dansk PersonTransport, Danske Speditører, De Danske Bilimportører, DI Transport, DTL - Danske Vognmænd, Foreningen af Vognimportører i Danmark, ITD og 3F Transportgruppen.