Af: kollektivtrafik
I løbet af marts siger DSB farvel til en række medarbejdere i administrationen i forbindelse med, at DSB nedlægger omkring 100 stillinger. Ved at undlade at genbesætte en række stillinger i den seneste tid, har DSB kunnet begrænse antallet af opsigelser, så antallet af medarbejdere, der i løbet af marts bliver sagt op, ender på omkring 60
Det endelige antal afhænger af, hvor mange der vil tage imod et tilbud om frivillige fratrædelsespakker.
- DSB er udfordret af stigende konkurrence fra billigere biler og busser samt overdragelse af strækninger til andre operatører. Det betyder, at vi løbende skal minimere vores omkostninger og tilpasse virksomheden til fremtidens krav, herunder en mere effektiv administration og en yderligere reduktion af medarbejderstaben. Vi har tidligere effektiviseret administrationen med en reduktion i antallet af medarbejdere og ledere, og senest har vi nedlagt et direktørområde i DSB, siger administrerende direktør Flemming Jensen.
- Med de aktuelle stillingsnedlæggelser er vi tættere på vores mål om at nedbringe omkostningerne i administrationen med 25 procent. Men vi vil også i fremtiden have fokus på løbende at tilpasse organisationen på alle områder, siger han videre.
Reduktionen vil omfatte både medarbejdere og ledere. DSB tilbyder frivillige fratrædelsesordninger i håbet om at mindske antallet af ufrivillige opsigelser.