NYHEDER 17. MAJ 2018 KL. 10:01

Hospital tester førerløs bus

Af: kollektivtrafik

Hospital tester førerløs bus

I slutningen af maj begynder den første førerløse bus at køre med passagerer i lobbyen på Sjællands Universitetshospital, Køge. Førerløse busser skal på sigt køre til og fra den nærmeste station og dermed åbne for nye transportmuligheder for patienter og andre passagerer


De førerløse busser på Sjællands Universitetshospital, Køge, er første etape i et samarbejde mellem Movia, Region Sjælland, Region Hovedstaden og Metroselskabet, der har som formål at udbrede den førerløse teknologi.

Førerløse busser åbner for nye mobilitetsløsninger for borgerne:

  • De er fleksible
  • De kan køre hele døgnet
  • De er sikre i trafikken og kan dermed give mere mobilitet til borgerne

Det med udgangspunkt i ovenstående, at Movia, Region Sjælland, Region Hovedstaden og Metroselskabet har indgået et samarbejde og indledt en forsøgsrække med førerløs teknologi på Sjællands Universitetshospital, Køge og Slagelse Sygehus.

Forsøgene skal give erfaringer og viden om, hvordan borgerne oplever og bruger den førerløse teknologi.

I april indgik Movia en aftale med Autonomous Mobility om at afprøve førerløse minibusser, hvoraf den første begynder at køre i lobbyen på Sjællands Universitetshospital, Køge (SUH) fra 28. maj.

Forsøget er inddelt i tre faser:

  • Første fase, som starter 28. maj, bliver at teste en førerløs bus i lobbyen på Sjællands Universitetshospital, Køge.
  • Næste skridt, som forventes at gå i gang i starten af 2019, er at lade bussen køre mellem afdelinger på Slagelse Sygehus.
  • I den sidste fase skal bussen køre mellem Ølby St. og Sjællands Universitetshospital, Køge. Det sker forventeligt fra sommeren 2019.

- Dette er et vigtigt første skridt mod en ny teknologi. Jeg er stolt over, at Region Sjælland er med i dette samarbejde, som i første omgang skal testes både på SUH Køge, og siden Slagelse Sygehus. Det, der bliver spændende, er, hvordan vi i fremtiden kan bruge den førerløse teknologi til at udvikle mobiliteten i Region Sjælland, siger Heino Knudsen, der er Regionsrådsformand i Region Sjælland.

I Movia ser man frem til at indhente erfaringer og viden fra forsøget.

- I Movia er vi rigtig glade for, at vi nu begynder at indhente viden om, hvordan førerløs teknologi kan bruges til at give gode transportløsninger til borgerne. Forsøget på Sjællands Universitetshospital, Køge er det første i det strategiske samarbejde, og er et godt skridt på vejen mod ambitionen om at kunne bruge den førerløse teknologi i større skala, siger administrerende direktør i Movia, Dorthe Nøhr Pedersen.

Jens Mandrup, formand for Region Hovedstadens trafikudvalg, peger på, at borgerne oplever kollektiv transport som en del af kernevelfærden.

- Derfor er det centralt, at vi er opsøgende i forhold til at bruge og teste nye teknologier, som kan give mere mobilitet for de samme penge, siger han.

Metroselskabet, der har stor erfaring med førerløs metrodrift og sikkerhed, ser de førerløse busser som en vigtig brik i det overordnede arbejde med at skabe et attraktivt, sammenhængende transportsystem.

- Det er vigtigt, vi har hurtige og gode forbindelser, der binder metro, bus og tog sammen. Busserne kan bringe folk hen til stationerne, så vi på sigt kan tilbyde passagerne en komplet rejse fra dør til dør. Vi er meget optagede af at skabe nye og bedre muligheder for transport og binde hele Sjælland sammen. Derfor ser vi store perspektiver i at udbrede den førerløse teknologi til nye områder, siger Henrik Plougmann Olsen, der er administrerende direktør i Metroselskabet og Hovedstadens Letbane.  


- Med selvkørende teknologi vil regionen nemmere kunne transportere flere borgere ubesværet rundt. Det er på mange måder noget helt nyt, både for de patienter og gæster, der kommer til at benytte bussen, og for os der står bag. Der vil være meget at lære, og vi glæder os. Vi er nu meget tæt på at kunne byde de første danskere velkommen i en selvkørende bus. Forsøgsprojektet er ideelt, fordi vi kan vise, hvor stor værdi selvkørende løsninger kan skabe i flere forskellige scenarier, siger Peter Sorgenfrei, der er administrerende direktør i Autonomous Mobility.

 

Movia, Region Sjælland, Region Hovedstaden, Metroselskabet og Autonomous Mobility afholder et åbningsevent på Sjællands Universitetshospital, Køge 28. maj fra kl. 13-14, hvor blandt andet borgere får mulighed for at være med til at indvie den førerløse bus. 


Fakta om den førerløse bus:

  • Servicehastighed op til 25 km/t
  • 2400 kg, L: 475 cm, H: 265 cm, B: 211 cm
  • 11 siddepladser og 4 ståpladser
  • Busserne er 100 procent eldrevne og kan køre ca. 8 timer (100 km) på en fuld opladning à 4 timer
  • Bussen kan “se” 360 grader og reagerer på objekter i 60 meters omkreds
  • Det bliver gratis at benytte busserne i forsøgsperioden
  • Bussen er fra det franske firma Navya
  • Atkins er valgt som assessor, den uafhængige sikkerhedsrådgiver, for projektet