NYHEDER 2. MAJ 2023 KL. 17:00

Hovedstaden kan få flere metro-linier

Af: kollektivtrafik

Flertal på Københavns Rådhus er blevet enige om at sætte gang i en undersøgelse af nye metrolinjer - eksempelvis til Nordvest/Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Valby, Amager, Frederiksberg og Hvidovre. Hvis der kan findes ekstern finansiering kan en linie til Malmö også komme på tale


Det er forligskredsen (S, SF, R, K, V DF, LA) bag Lynetteholm, der ønsker mere metro i Hovedstaden. Med undersøgelsen vil partierne sikre København og byens borgere et grundigt overblik over mulige metrolinjer i fremtiden, da det er vigtigt for byens udvikling mange årtier frem i tiden.

Sideløbende med undersøgelsen af mere metro sætter forligskredsen også gang i et arbejde med at undersøge nye muligheder for at finde finansiering til ny infrastruktur i København. Tidligere er M1, M2, Nordhavns- og Sydhavnsmetro primært blevet finansieret af byudvikling, passagerindtægter samt direkte bidrag fra Københavns Kommune og til dels staten.

Medmindre der kommer flere statslige midler fra Folketinget til kollektiv trafik, så er det forventningen, at metro til den nye bydel i Østhavnen også primært skal finansieres via byudvikling i Østhavnen, passagerindtægter og af bidrag fra private grundejere i området og Metroselskabet.

Men mulighederne for finansiering af nye metroforbindelser via byudvikling er begrænsede, fordi der ikke er ret mange ledige arealer tilbage i København. Derfor er det centralt at undersøge mulige finansieringsmodeller for mere metro.

Før undersøgelserne af mere metro og finansieringsmuligheder kan sættes i gang, skal de formelt besluttes i Borgerrepræsentationen i juni, hvor også de omkring 2,5 millioner kroner til undersøgelserne skal bevilliges. Undersøgelsen af mere metro gennemføres af Metroselskabet, mens undersøgelsen af nye muligheder for finansiering gennemføres af Økonomiforvaltningen.


Begge undersøgelser forventes at ligge klar først på året 2025.



Letbaner/Metro

SENESTE NYT

NYHEDER 26. MAR 2024 KL. 13:04
Flere stiger på toget