NYHEDER 1. MAR 2019 KL. 17:00

Lille by får sit trinbræt tilbage

Af: kollektivtrafik

Folketingets finansudvalg sagde torsdag ja til en bevilling, så den lille by Laurbjerg på banestrækningen mellem Aarhus og Langaa kan få sit trinbræt tilbage. Faurskov Byråd besluttede i 2017 at bidrage med 5,5 millioner kroner til genåbningen af stationen


Med Folketinget ja til at bevillige penge til, at Banedanmark kan gå i gang med at genåbne Laurbjerg som et top på banetrækningen mellem Aarhus og Langaa, får Favrskov endnu en plads i togtrafikken mellem Langaa og Aarhus - og dermed direkte forbindelse med tog til Viborg - og med skift i Langå og Aarhus til andre stationer i Danmark.

- Jeg glæder mig over, at mange års dialog om et trinbræt i Laurbjerg nu har givet resultat. Sammen med Laurbjerg-borgerne har vi kæmpet for det, og nu får vi alle belønningen. Det kommer hele Favrskov til gode, for attraktive togforbindelser betyder meget for borgere og erhvervsliv, og både Laurbjerg og Favrskov kan dermed fortsætte sin positive udvikling, siger borgmester Nils Borring (S).

Med genåbningen af trinbrættet i Laurbjerg får Favrskov Kommune togforbindelse fra Hinnerup, Hadsten, Laurbjerg og Ulstrup. Og togforbindelser og infrastruktur er vigtige for væksten i Favrskov.

- Vi har nye byggegrunde på vej i Laurbjerg senere i 2019. Trinbrættet betyder, at der bliver endnu større interesse for området og for Favrskov generelt, siger Nils Borring.

Trinbrættet forventes at genåbne i slutningen af 2021, og dermed kan det første tog siden 1982 igen stoppe i Laurbjerg.

Fakta om genetablering af trinbrættet i Laurbjerg:

  • Favrskov Kommune bestilte i 2012 en rapport, der dannede grundlag for det videre arbejde for genetableringen
  • I Budget 2014-17 besluttede Favrskov Byråd at bidrage med op til 5,5 millioner kroner til medfinansiering af projektet
  • I februar 2017 blev der indgået en aftale i Folketinget om at genetablere trinbrættet i Laurbjerg
  • 28. februar 2019 vedtog Folketingets finansudvalg det aktstykke, der sikrer finansieringen af trinbrættet
  • I foråret 2019 indledes arbejdet med en helhedsplan for udviklingen af Laurbjerg, som blandt andet vil berøre arealet omkring det kommende trinbræt