Af: Claus Wistoft, formand for Midttrafiks bestyrelse, 1. viceborgmester i Syddjurs Kommune (V)
Når velfærdssamfundet debatteres i medierne, er der stor enighed på tværs af de politiske partier om at ville bevare den danske velfærdsmodel. Der kan være uenighed om omfanget, midlerne og finansieringen, men at tilbyde borgere sygehuse, lægehjælp, biblioteker osv., det er der ikke de store diskussioner om.
Kollektiv trafik er også en stor del af disse ydelser. Hver dag er hundredtusindvis af borgere i Danmark afhængig af den kollektive trafik for at kunne komme på arbejde, i skole, på videregående uddannelse, på besøg hos venner og familie etc.
I Midttrafik, hvor jeg er bestyrelsesformand, har vi årligt ca. 70 mio. rejsende. Det forpligter. Vi skal udvikle vores produkter og serviceydelser, så de svarer til det, kunderne efterspørger. Derfor laver vi kundeundersøgelser og holder os ajour med tendenserne i resten af samfundet og andre brancher.
I Midttrafiks mål for 2017-2020 er digitalisering en hovedoverskrift. Halvdelen af Midttrafiks kunder er unge, som er indfødt digitale, og vi tager udgangspunkt i, at over 90 procent af kunderne er digitale. Midttrafik skal derfor kunne levere de digitale produkter, som kunderne vil have og kommunikere ad de kanaler, som kunderne bruger.
Derfor har vi stort fokus på udviklingen af vores betalingsapp, hvor man kan købe enkeltbilletter, klippekort, pendlerkort og flere andre produkter. 316.000 kunder bruger appen, som omsatte for knap 120 mio. kr. i 2017 og salget er stigende.
Vi har udviklet Midttrafik Live, hvor kunderne kan se, hvor langt væk bussen er fra stoppestedet her og nu, da den baserer sig på realtidsdata. Flere end 55.000 har downloadet Midttrafik Live og den bliver brugt 120.000 gange om ugen.
Men vi møder også kunderne digitalt – 17.000 gange har kunderne skrevet til og om Midttrafik via facebook i 2017 og 5.000 gange har vi interageret med kunderne. Også via vores chat, som er i voldsom vækst, kan kunderne hurtigt få svar på spørgsmål.
Næste skridt er at få ungdomskortet digitaliseret. I øvrigt er vi konstant på udkig efter nye tjenester, der kan digitaliseres – fordi kunderne vil det sådan, eller fordi det effektiviserer administrationen.
De 7 procent, som ikke vil eller kan være digitale, hjælper vi med alternative produkter eller lidt mere hjælp til de nye produkter, så længe det er nødvendigt.
Sammen om kunderne med ejerne
Som trafikselskab agerer Midttrafik ikke alene på kundernes behov, men i et meget tæt samspil med sine ejere.
Kommunerne og Region Midtjylland brugte i 2017 668 millioner kroner på kollektiv trafik. Selvom der er tale om en væsentlig udgiftspost for de fleste ejere, så fylder kollektiv trafik og ejerskabet af et trafikselskab foruroligende lidt i byrådsdebatterne. Jeg vil gå som vidt som at sige, at der mangler et elementært kendskab til Midttrafik hos ejerne. For eksempel har Region Midtjylland meldt ud, at man vil spare 40 millioner kroner på de regionale ruter og at man vil holde møder med kommunerne om overtagelse af nogle af ruterne. I den forbindelse kan man alligevel høre nogle kommunalpolitikere sige, at det er Midttrafik, der vil spare.
Midttrafik, og dermed den kollektive trafik i Region Midtjylland, kan kun blive så god, som vi som ejere vil. Og her menes ikke kun de skattekroner, som kommuner og region afsætter til kollektiv trafik, men også det ejerskab, vi udviser.
Den kollektive trafik bør fylde meget mere på den politiske dagsorden i kommunerne, og ejerne bør have en egentlig ejerstrategi – det gælder både mobiliteten i landdistrikterne og i de større byer, hvor virkemidlerne er forskellige. Ingen andre velfærdsydelser er udliciteret i samme grad som kollektiv trafik og det fordrer et tæt samarbejde med leverandører og ejerne af trafikselskabet.
Det bør vi kommunalpolitikere bruge mere tid på og sørge for, at det også er noget, der er højt på dagsordenen i kommunerne. Kun på den måde kan vi fortsat udvikle den kollektive trafik på bedst mulig vis og i sidste ende sørge for, at borgerne har det offentlige transporttilbud, som de har brug for.
OM CLAUS WISTOFT
BLOGS & BLOX er informationsportalens debatrubrik, hvor vi bringer indlæg fra politikere, fagfolk, forskere m.fl. Synspunkter fremsat i BLOGS & BLOX står for forfatterens regning og stemmer ikke nødvendigvis overens med Kollektiv Trafik Forums holdninger.