KTF Transmision
NYHEDER 23. MAR 2020 KL. 10:23

3F kritiserer trafikselskaber for at have nølet

Af: Jesper Christenen


Forleden opfordrede transportminister Benny Engelbrecht (S) trafikselskaberne til midlertidigt at indstille kontantsalget af billetter i busserne for at forebygge spredning af corona-virus. I dagene inden havde buschauffører flere steder i landet ladet deres utryghed komme til udtryk - blandt andet i Randers i Midttrafiks område, hvor chaufførerne lod busserne holde stille en times tid - og i Nykøbing Falster i Movia’s område, hvor chaufførerne først kørte ud klokken otte


- Ministeren har ikke stået alene i denne sag, da rigtigt mange chauffører de sidste tre-fire døgn har været meget urolige. Der har været flere arbejdsnedlæggelser, flere 3F afdelinger har reageret kraftigt og DI/AKT har også sendt brev til trafikselskaberne om at lukke af for billetteringen, og således også transportministeren, siger Kim Poder, der er forhandlingssekretær i 3F Transportgruppe.


- Trafikselskaberne har stædigt gennem de samme tre-fire døgn fastholdt, at der absolut skulle billetteres med chaufførernes sikkerhed som indsatsen til trods for, at flere entreprenører har ønsket at beskytte deres chauffører. Men de har fået trusler om, at der ville blive pålagt bod, ved manglende billettering, siger Kim Poder videre.


Hos Dansk PersonTransport har man i den forgange uge deltaget i diskussionerne om, hvordan man skulle værne chauffører og passagerer mod smittefare i busserne.


- Vi genkender ikke billedet af, at det er foregået med chaufføren som indsats, men vi ville have haft et bedre forløb, hvis trafikselskaberne havde taget beslutningen tidligere. Det er en god idé at fjerne betjent billetsalg og indføre markeringer, der sikrer passende afstand mellem chaufføren og passagererne, vurderer Lasse Repsholt, der er sektorchef hos Dansk PersonTransport.


- Vi er enige med trafikselskaberne om, at de forholdsregler, vi tager, skal være baseret på kvalificeret og relevant vejledning fra sundhedsmyndighederne. Sundhedsmyndighederne vurderede ikke, at der var smittefare forbundet med kontantsalget. Omvendt var der også klare forhold, der talte for at skride til handling. Dels forlød det fra myndighederne, at danskerne generelt havde svært ved at efterleve de meget kraftige opfordringer til at holde afstand, og dels var chaufførerne utrygge ved situationen, siger Lasse Repsholt videre.


 


Corona