KTF Transmision
NYHEDER 23. FEB 2024 KL. 13:18

Beregner fra færgeselskab viser fordele ved færgen

Af: kollektivtrafik


Færgerederiet Molslinjen, der blandt andet driver Øresundslinjen mellem Helsingør og Helsingborg, har fredag tændt for en beregner på overfartens webside, hvor man kan taste sit udgangspunkt og sit mål ind og se, hvad der er billigt - at tage en færge eller broen over Øresund. Vi har tjekket to ruter med udgangspunkt i Roskilde til to forskellige stede i Sverige - og beregneren viste, at det var billigst at tage med færgerne over Øresund


Hos Molslinen vedgår man, at regnstykket for, hvad der bedst kan svare sig - bro eller færge - ikke er helt enkelt. Derfor har Øresundslinjen lanceret en beregner på sin web-side, hvor bilister kan få et estimat på, hvad de kan spare i penge og kilometer ved at vælge færgen frem for broen.


- Det er selvfølgelig ikke noget helt nemt regnestykke, og vi er nødt til at lægge en del faste parametre ind i beregneren. Men det er vores bud på den mest sandfærdige måde at regne det på - og så må bilisterne vurdere, om det er færgerne eller broen, som giver mest værdi for dem, siger Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.


Hos Molslinjen forklarer man, at beregneren bruger Google Maps til at udregne den hurtigste rute, og så lægges der tal ind for den billigst tilgængelige billet for alle til Øresundslinjen kombineret med den billigste overfart for alle på Øresundsbroen og FDM’s udregning af den laveste udgift for en kørt kilometer med en "mellem benzinbil". I beregneren kan man også vælge at få vist pris pr. kilometer for andre biltyper og -kategorier.


- Vores beregner tager ikke højde for tid og eventuelt kø på vejene - kun den konkrete sparede udgift samt antallet af sparede kilometer, hvor bilen står stille på færgen, siger Jesper Skovgaard.


Han er godt klar over, at bilister vil granske beregnerens metode og resultater, men han tror også at nogle vil blive overraskede.


- Vi fremlægger så ærligt og åbent, som vi kan, regnestykket på penge og kilometer. Hvis der er ture, hvor det ikke giver mening at tage færgen, så fortæller beregneren også det. Det er tænkt som et vejledende værktøj, og der vil faktisk være en del at spare - også selv om man ikke lige kan finde den billigste billet, siger Jesper Skovgaard.


Beregneren blev åbnet på Øresundslinjens webside fredag 23. februar.




 


Færgeruter