KTF Transmision
NYHEDER 30. OKT 2023 KL. 13:03

Bilorganisationer ønsker kørselsafgifter

Af: kollektivtrafik


Kørselsafgifter skal i fremtiden løse trængselsudfordringerne på de mest trafikerede veje. Det mener organisationerne De Danske Bilimportører, FDM, DI Transport og Bilbranchen, der er gået sammen om at præsentere fire principper for kørselsafgifter. Indtægterne fra kørselsafgifterne skal føres tilbage til bilisterne i form af eksempelvis reduktion af andre afgifter


Baggrund for forslaget er, at trængsel på vejene i dag er en stor udfordring for samfundet og at udfordringen vil blive større i fremtiden.


- Vores vurdering er, at vi bliver nødt til at indføre kørselsafgifter i Danmark. Ikke som en ny skatteskrue, men som et værktøj til at mindske trængslen på de mest trafikerede veje i Danmark, siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør for De Danske Bilimportører.


De fire organisationer peger på, at i dag kan meget lade sig gøre, som ikke var muligt, da debatten om en betalingsring om Hovedstaden sidst rasede. I dag kan man lave intelligente og gennemskuelige systemer, og indtægterne fra en kørselsafgift kan bruges til at reducere andre afgifter.


- Indtægterne fra en fremtidig kørselsafgift bør bruges til at afskaffe registreringsafgiften på biler i Danmark. Det vil sætte ekstra fart på den grønne omstilling samt betyde mere sikkerhed i bilerne, da sikkerhedsudstyr i dag beskattes med op til 150 procent, siger Mads Rørvig.



Fire forslag til principper om roadpricing:


1. Sammenhæng mellem mål og middel
Ideelt set bør hovedformålet med en kørselsafgift være at reducere trængsel. Et muligt underliggende formål kan være at adressere de øvrige eksterne omkostninger som kørslen medfører. Konkret foreslår vi tre håndtag, der målrettes til hver sin udfordring. Kørselsafgifter bør målrettes kørslen samtidigt med, at eksisterende bilafgifter på køb frafalder. Hensyn til klimapåvirkning reguleres gennem differentierede afgifter på ejerskab og drivmidler. Endeligt kan miljøzoner og lignende tiltag håndtere lokale miljøhensyn. Kørselsafgifterne bør differentieres for at opnå den ønskede effekt om mindsket trængsel


2. Enkelthed og transparens i afgiftssystemet
Det nye afgiftssystem bør udnytte velkendt teknologi for at gøre det nemt og fleksibelt for trafikanterne at betale og administrere deres kørselsafgifter. Under et principielt ønske om enkelhed, bør differentieringen baseres ud fra tidspunkt og sted for brug samt eventuelt få andre parametre. Brugen af særlige hensyn og undtagelser bør generelt minimeres. Der bør være åbenhed om og inddragelse i udviklingen af det nye afgiftssystem, samt bred dialog med interessenter om formål og effekt af de nye principper. Dette for at sikre, at systemet er forståeligt, retfærdigt og bredt accepteret. Der er en grundlæggende modsætning mellem ønsket om enkelthed og indførsel af særlige hensyn. Vi prioriterer her ønsket om enkelthed højest.


3. Provenuneutralitet for trafikanterne samlet set
Danske bilister betaler i dag samlet set afgifter i form af registreringsafgift, ejerafgift, brændstofafgifter og ansvarsforsikringsafgift. Det strukturelle provenu fra registrerings- og ejerafgift generelt bør ligge til grund for fastlæggelsen af fremtidige takstniveauer for kørsel. Et nyt afgiftssystem for kørselsafgifter bør fastlægges på statsligt niveau, og det bør være en betingelse, at beskatningen af bilbrugen i et fremtidigt setup samlet set er i samme størrelsesorden, som for det nuværende bilkøb og -ejerskab.


4. Overgangen mellem afgiftssystemer
For at hindre dobbeltbeskatning bør der etableres en ordning, hvor eksisterende personbilers afgiftsindhold vurderes og modregnes kørselsafgiften. Dette kan ske ved, at der til hver bil oprettes en konto med den resterende indeholdte registreringsafgift. Størrelsen af den resterende indeholdte registreringsafgift kan opgøres som ved eksport af personbiler for derved at bruge et kendt og eksisterende system. Ved fastlæggelse af en overgangsordning skal det sikres, at det også fremadrettet vil være attraktivt at købe en brugt elbil, idet brugte elbiler efter overgangen ikke vil have indeholdt et beløb til kørselsafgift.


(Kilde: De Danske Bilimportører)


Mobilitet