KTF Transmision
NYHEDER 5. NOV 2026 KL. 13:34

Forslag fra tre politiske partier i København: Det skal være slut med flyreklamer og benzinbiler på Københavns reklamesøjler

Af: kollektivtrafik


Københavns Kommune skal ikke længere bruge kommunens egne reklameflader til at markedsføre flyrejser, krydstogter og nye benzin- og dieselbiler. Det foreslår Alternativet, Enhedslisten og SF i et medlemsforslag, der torsdag skal behandles i Københavns Borgerrepræsentation


København arbejder for at reducere CO₂-udledningen, skabe renere luft og gøre det lettere at træffe klimavenlige valg. Samtidig lægger kommunen reklameflader til markedsføring af flyrejser, krydstogter og nye biler, der trækker i den modsatte retning. 


Det vil Alternativet, Enhedslisten og SF gøre op med.


Derfor foreslår de tre partier, at Københavns Kommune hurtigst muligt indleder forhandlinger om at udfase reklamer for flyrejser, herunder pakkerejser med fly, krydstogter samt salg og leasing af fabriksnye personbiler og lette varebiler med forbrændingsmotor, herunder hybrid- og pluginhybridbiler. 


Forslaget omfatter reklameflader på blandt andet kommunens arealer, bygninger og byinventar, som kommunen ejer eller på anden måde har råderet over - eksempelvis reklameflader ved busstoppesteder.


Kommunen skal desuden arbejde for tilsvarende begrænsninger hos Movia og Metroselskabet. 


- Reklamer for flyrejser, krydstogter og benzinbiler lover os frihed, eventyr og det gode liv. Men de fortæller ikke om prisen for vores sundhed og klima. Vi har allerede sagt nej til tobaksreklamer for at beskytte vores sundhed. Nu bør kommunen også sige nej til at reklamere for produkter, der forurener luften og gør klimakrisen værre, siger Karoline Lindgaard, der er politisk leder for Alternativet i København. 


Andre storbyer er i gang 
København vil med forslaget følge en udvikling, der allerede er i gang i andre europæiske byer. De tre partier peger på, at den hollandske Haag har indført et forbud mod blandt andet reklamer for flyrejser, krydstogter og biler med fossil- eller hybridmotor, mens både Amsterdam og Edinburgh har indført eller vedtaget beslægtede begrænsninger. 


Partierne fremfører også, at det er veldokumenteret, at reklamer påvirker forbrugernes valg og efterspørgsel og derfor kan være med til at øge efterspørgslen efter bestemte produkter og tjenester.


På den baggrund ønsker partierne at forbyde reklamer for produkter, der ikke understøtter de politiske mål om renere luft og mindre udledning af CO2, som Københavns Kommune på andre fronter arbejder på at nå. 


- Københavns gader, pladser og busstoppesteder tilhører københavnerne - ikke store virksomheder med milliardomsætning. Derfor skal flyselskaber, olieselskaber og andre store virksomheder heller ikke kunne gøre krav på vores fælles byrum og plastre det til med reklamer for fossile brændstoffer, siger Mikkel Skovgaard, der er gruppeforperson for Enhedslisten på Københavns Rådhus. 


- Jeg er rigtig glad for forslaget, fordi københavnerne allerede gør en kæmpe indsats for at leve grønnere i hverdagen, og det skal vi selvfølgelig bakke op om. Vi har investeret i grøn fjernvarme, elbusser og cykelstier i verdensklasse. Så derfor giver det ingen mening, at vi samtidig stiller vores fælles byrum til rådighed for virksomheder, der vil sælge os mere olie, kul og gas, siger han videre.


Hvis medlemsforslaget bliver vedtaget, vil det rette sig mod den konkrete vare eller tjeneste, der reklameres for - ikke mod bestemte virksomheder. 


Formålet er at mindske den påvirkning, reklamer har på borgernes forbrugsmønster i relation til de globale klimamål og den lokale luftforurening. 


I forbindelse med forslaget peger de tre partier på, at luftforurening stadig er et sundhedsproblem i København. Ifølge Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet var luftforureningen i København i 2022 forbundet med 415 for tidlige dødsfald. 


- København har alle dage været en foregangsby, når det kommer til at tage ansvar og finde løsninger på klimakrisen. Det skal vi fortsætte med. Derfor er jeg glad for, at vi følger med den internationale udvikling, vi ser i byer rundt om i Europa, hvor man siger nej tak til at reklamer for klimaskadelige produkter skal fylde i gadebilledet, siger Sonja Agerbæk, der er sundheds- og omsorgsordfører for SF i København. 


Hvis forslaget bliver vedtaget, skal kommunens embedsmænd i gang med forhandlinger med de relevante aftaleparter med henblik på at få udfaset reklamerne.


Energi og miljø