KTF Transmision
NYHEDER 14. FEB 2022 KL. 17:00

DOT har undersøgt unges meninger om offentlig transport

Af: Redaktionen


Unge vil rigtig gerne bruge offentlig transport, men føler sig til en vis grad usikre og vil gerne have råd og hjælp. Det konkluderer en ny undersøgelse foretaget af DOT, Din Offentlige Transport. Undersøgelsen er gennemført for at forstå unge kunder bedre og for at kunne imødekomme deres ønsker, når det gælder rejser med bus, tog og metro.


Hvad mener de unge om offentlig transport? Hvad prioriterer de, når de skal rejse, og hvad skal der til, for at de fortsat vil være kunder i den offentlige transport på Sjælland og øerne? Det besluttede DOT – Din Offentlige Transport at få et indblik i og har derfor fået udarbejdet en antropologisk undersøgelse for at få bedre indsigt i de unges holdning til offentlig transport. Det skal føre til konkrete forbedringer for den unge målgruppe.



- Det er vigtigt for os at være i dialog med vores kunder for hele tiden at forbedre oplevelsen i den offentlige transport. De unge er en rigtig vigtig målgruppe for den offentlige transport. Det betyder meget for os at vide, hvilke udfordringer de har, og hvad der kræves af os, for at de fortsat vælger den offentlige transport, siger Rune Jon Jensen, Sekretariatschef i DOT, Din Offentlige Transport.



Undersøgelsen viser, at de unge særligt går op i følgende faktorer:
• Tilgængelighed
• Kontrol
• Pris
• Komfort



Noget af det vigtigste for de unge er, at de føler sig velkomne ombord – både af ansatte og af andre kundegrupper.



- Når vi kender de unge og deres behov bedre, har vi større mulighed for at tage dem i hånden og vise dem vej inden for de områder, hvor de synes, det er svært. Undersøgelsen gør det muligt for os at sætte forbedringer ind, hvor der er mest brug for dem, fortæller Rune Jon Jensen, Sekretariatschef i DOT - Din Offentlige transport.



Udfordringerne kan ikke løses af DOT alene. Mange unge rejser på ungdomskort, som er en statslig ordning. Derfor er landets trafikvirksomheder i gang med at udarbejde forslag til en ny og bedre ungdomsrabat. Dette arbejde forventes afsluttet inden sommerferien i år.



Læs mere om DOTs undersøgelse


 


Billetter og takster Kundetilfredshed Mobilitet Trafikinformation