KTF Transmision
NYHEDER 9. MAJ 2019 KL. 14:32

DSB fik flere kunder og holdt fast i deres tilfredshed

Af: kollektivtrafik


I årets første tre måneder blev der foretaget 46,0 millioner rejser med DSB i Danmark, hvilket er en stigning på 0,9 millioner rejser - eller 2 procent - i forhold til samme periode sidste år. DSB peger på, at fremgangen, der hovedsagelig kan tilskrives, at påsken i år faldt i andet kvartal, er primært drevet af en stigning i antal rejser i S-tog og regionaltogsrejser på Sjælland


Antal rejser Øst/Vest over Storebælt lå én procent højere i forhold til samme periode sidste år. Med introduktionen af Orange Fri midt i februar er det i slutningen af kvartalet for første gang i flere år lykkedes for DSB at genvinde markedsandele over Storebælt. Ser man på kvartalet som helhed, har DSB dog tabt markedsandele på 0,3 procentpoint.


I forbindelse med lanceringen af Orange Fri-billetterne har DSB fordoblet antallet af de billige billetter, så der hver uge er 120.000 billige billetter til salg fordelt på langt flere afgange over Storebælt.


Kundetilfredsheden med DSB i 1. kvartal 2019 lå samlet set på 8,1 (på en skala fra 0-10), hvilket er på niveau med 2018. DSB peger på, at der er en meget stor sammenhæng mellem punktlighed og kundernes tilfredshed.


Høj punktlighed og opfyldelse af kontraktmål
I S-togstrafikken har DSB videreført den høje punktlighed fra 2018 til første kvartal 2019. Både operatørpunktligheden - den del af punktligheden som DSB har ansvaret for - og kundepunktligheden er steget og ligger med henholdsvis 98,9 procent og 94,5 procent over kontraktmålet med staten.


Også for fjern- og regionaltogstrafikken DSB-togenes punktlighed steget. Med en operatørpunktlighed på 96,0 og en kundepunktlighed på 83,8 procent ligger begge punktlighedsmål over kontraktmålet med staten. Som helhed kommer 8 ud af 10 kunder i Fjern- & Regionaltogstrafikken frem til tiden.


Ifølge DSB skyldes den positive udvikling i punktligheden, at den nye køreplan for 2019 er mere robust, samt at der har været færre fejl på infrastrukturen og det kørende materiel. Samtidig har vintermånederne været forholdsvis milde.


Banedanmark har også i 2019 planlagt en lang række sporarbejder. Fra marts til september skal de udføre ekstraordinært store sporarbejder på Sjælland, hvor de blandt andet opgraderer skinner, signaler og broer. Strækningerne mellem Korsør og Roskilde samt mellem Ringsted og Nykøbing Falster/Rødby vil blive berørt. Det betyder, at DSB i perioden kommer til at besvære kunderne med længere rejsetid og færre siddepladser. DSB har et tæt samarbejde med Banedanmark for at minimere generne så meget som muligt for de rejsende.



Interesserede kan læse DSB’s kvartalsrapport for første kvartal 2019 her: