Råd for grøn omstilling: Eldrevne færger kan mindske forureningen
Af: kollektivtrafik
Godt halvdelen af Europas færger kan skifte fra diesel- til el-drift inden for det næste årti og samtidig forblive økonomisk konkurrencedygtige. Det påpeger Rådet for Grøn Omstilling med henvisning til en undersøgelse fra Transport & Environment
Rådet for Grøn Omstilling fremhæver, at godt halvdelen af den lokale CO2-udledning i havnebyerne i Danmark med færgeruter stammer fra færgerne.
- Elektrificering af færgeruter er en af de hurtigste måder at reducere CO2-udledningerne fra søtransporten på samtidig med, at luftkvaliteten forbedres for lokalbefollkningen i havnebyerne. Batteriteknologien er klar. Med de rette politiske tiltag og investeringer i ladeinfrastruktur i havnene kan Danmark accelerere omstillingen og gøre mange færgeruter emissionsfri inden for det næste årti, siger Katerina Davidova, der er rådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
Ifølge rapporten fra Transport & Environment kan over halvdelen af færgerne elektrificeres i dag og samtidig forblive økonomisk konkurrencedygtige. Elektrificering er især fordelagtig på korte færgeruter under 100 kilometer, som udgør en stor del af den europæiske færgetrafik. Færger er en central del af Europas transportnetværk og transporterer omkring 400 millioner passagerer hvert år samt forbinder øer og kystområder med fastlandet.
I Danmark sejler det største færgerederi, Molslinjen, med el-færger mellem Esbjerg og Fanø, mellem Als og Fyn, mellem Helsingør og Helsingborg og mellem Samsø og Sjælland. Derudover er Molslinjen ved at få bygget elektriske hurtigfærger til rederiets rute mellem Aarhus og Sjællands Odde.
Undersøgelsen fra Transport & Environment kan læses her:
Energi og miljø Færgeruter
