KTF Transmision
NYHEDER 11. MAJ 2021 KL. 15:58

Samarbejde på området for kollektiv transport: Flere nye initiativer blev lanceret til gavn for kunderne - trods corona-situationen

Af: kollektivtrafik


En velfungerende offentlig transport er en forudsætning for, at samfundet fungerer. Trods påvirkning af vekslende corona-restriktioner kom samarbejdsorganisationen Din Offentlige Transport (DOT) med DSB, Movia og Metroselskabet sidste år med en række initiativer, som sikrer en tryg rejse og bedre offentlig transport til kunderne. Det fremgår af DOTs årsrapport for 2020


Nedlukningen i foråret 2020 og efterfølgende restriktioner i bus, tog og metro havde i kombination med myndighedernes opfordringer til at begrænse brug af offentlig transport stor indflydelse på DOT's aktiviteter fra marts og resten af året. Men på trods af nedlukning, restriktioner i forhold til social kontakt og ændrede rejsemønstre med markante passagertab til følge, opretholdt selskaberne i DOT efter aftale med myndighederne et stort set uændret serviceniveau. Det sikrede, at kunder, der er afhængige af offentlig transport, også kunne komme på arbejde, foretage indkøb eller besøge familie og venner - under trygge vilkår i hele 2020.


En væsentlig del af arbejdet i DOT gik med at indføre tiltag, der understøttede de beslutninger og retningslinjer, som løbende er kommet fra myndighederne. Et fokus som DOT vil videreføre i 2021.


- DOT har spillet en vigtig rolle for at sikre en fælles håndtering på tværs af bus, tog og metro under covid-19 og får fremadrettet en meget vigtig opgave med at sikre, at kunderne vender tilbage til den offentlige transport, når hverdagen vender tilbage, siger administrerende direktør i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen.


DOT gennemførte i 2020 en række målrettede corona-tiltag med stoppestedsværter, der uddelte mundbind og håndsprit på et tidspunkt, hvor mange havde svært ved selv at skaffe håndsprit.


Trods pandemien fortsatte DOT indsatsen med at forbedre den offentlige transport på de områder, hvor det var muligt, og som kunderne tillægger særlig betydning. Det gælder blandt andet arbejdet med såkaldt korrespondancegaranti, så kunderne kan have tillid til, at sidste bus venter på sidste tog ved udvalgte stationer, og sikring af gode skift og et godt overblik, når man rejser med barnevogn, kørestol eller cykel. DOTs seneste kundetilfredshedsmåling fra 2020 viste den hidtil største tilfredshed med selskabet på stort set alle målparametre.


- Mens samfundet har været lukket ned, har offentlig transport holdt hjulene i gang, så sygeplejersken og pædagogen har kunnet komme på arbejde på tryg og sikker vis, selvom borgerne generelt er blevet opfordret til at undgå den kollektive transport. Der venter en meget stor opgave med at få kunderne trygt tilbage og til en bedre service i en ny og skærpet konkurrencesituation. I DOT samarbejder vi derfor om at gøre den offentlige transport bedre, blandt andet med et nyt produkt til pendlere, der har mere hjemmearbejde, samt nye turistprodukter til hele DOTs område, siger Movias administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen.


- DOT har under hele coronakrisen været det sted, hvor vi på tværs af DSB, Metro og Movia har fået udført fælles analyser og undersøgelser af kundernes adfærd, ændringer i transportmønstre og holdninger til corona og den offentlige transport. Vi ved, at kunderne i den offentlige transport på Sjælland ofte skifter mellem flere transportformer. Derfor har det meget stor betydning, at vi har et fælles data- og analysegrundlag at stå på, når vi sammen skal have kunderne tilbage, siger DSBs administrerende direktør Flemming Jensen.



DOT skal ikke generere et overskud. Alle omkostninger deles mellem de tre interessenter - DSB, Metroselskabet og Movia - således, at årsresultatet går i nul.
De samlede omkostninger i DOT var i 2020 på 54 millioner kroner, hvilket var mindre end 2019 og budgetteret for 2020. Underforbruget i DOT kan relateres til lavere aktivitet som følge af corona-situationen.



Fakta om 2020 hos DOT:



  • Med inddragelse af ældre- og handicaporganisationer gennemførte DOT en reform af de rabatter og rejseregler, som borgere fra 65 år og førtidspensionister har glæde af i DOTs område. Med reformen får pensionister i DOTs område ens og mere forståelige priser og regler, så det bliver nemmere at være kunde

  • Ny og tidssvarende digital distribution af billetter for unge og erhvervskunder blev udviklet. Ungdomskort og Erhvervskort blev i december måned tilgængelige i DOT App, hvormed studerende og erhvervskunder oplever en markant forbedring og forenkling af deres digitale rejsehjemmel

  • Intensiveret fokus på udnyttelse af data til gavn for kunderne. Undersøgelser af kundernes behov for information viser, at kunderne forventer at den nødvendige information helst skal leveres, når behovet er der og direkte på de digitale platforme, som de allerede benytter

  • Første skridt mod lancering af en egentlig korrespondancegaranti med forsøg på udvalgte stationer i udvalgte tidsrum. På baggrund af erfaringerne fra pilottesten arbejdes i 2021 videre med udvikling af en korrespondancegaranti, som vil betyde et markant løft i kvaliteten af korrespondancer

  • Samarbejdet på en række eksisterende områder er styrket. Trafikinformationen er forbedret med fælles informationsskærme på større skiftesteder. Og kunderne hjælpes til at finde vej, når der er større anlægsarbejder i gang, som betyder omlægninger af de sædvanlige busruter og togafgange, for eksempel som følge af byggeriet af den kommende letbane



DOT står for Din Offentlige Transport og er et samarbejde mellem DSB, Movia og Metroselskabet om at skabe en bedre og mere sammenhængende offentlig transport på Sjælland og Øerne.

Interesserede kan læse hele DOTs årsrapport her:


 


Trafikselskaber