KTF Transmision
NYHEDER 30. JUN 2021 KL. 13:46

Debat: Infrastrukturplan: Halvt fuld, halvt tom?

Af: kollektivtrafik


Kan - skal - transportsektoren bidrage til en reduktion af Danmarks CO2-udledning? Ja, selvfølgelig. I forlængelse af Klimavalget 2019 annoncerede Regeringen derfor også, at Danmark ikke - som vi plejer - skulle have en Infrastrukturplan, men en Grøn Mobilitetsplan. Der var dog til det sidste usikkerhed om, hvad man mente med dette.


Halvt tom…
Allerede med vejtransportaftalen fra december 2020 stod det dog klart, at vi ikke skulle forvente os for meget. Ambitionen - hvis man kan kalde det sådan - var 1. mio. grønne biler i 2030, men der var ingen ambitioner om at lægge en dæmper på den hastige vækst i nyindregistrerede biler, reducere brugen af benzin- og dieselbiler endsige forbedre udnyttelsen af de eksisterende. Med andre ord ingen ambitioner om en grundlæggende omlægning af vores transportsystem og den måde, vi befordrer os på til en mere bæredygtig form, der flugter med 70-pct. målsætningen og klimaloven.
 
Nu foreligger en aftale om infrastrukturplan med investeringer i både veje, jernbaner og kollektiv trafik. Planen er samlet set ikke grøn men sort, i bedste fald grå. Den massive understøttelse af biltrafikken vil - elbiler eller ej - gøre det vanskelig at nå ambitiøse reduktionsmål for CO2 i vejtransporten. Infrastrukturprojekter af forskellig karakter er ganske vist fordelt ud, så der er til alle partier og alle regioner, men jeg tror ikke, at danskerne sidder tilbage med oplevelsen af, at Regeringen og Folketingets partier med infrastrukturaftalen er trådt i karakter på vegne af klimamålsætningen og fremtidige generationer.
  
…halvt fuld
Hvem skal så træde i karakter? Det skal den kollektive trafik. Der var allerede en styrkelse på vej af den kollektive trafik, når vi kommer i mål med signalanlæg, elektrificering af både jernbanestrækninger og tog. Infrastrukturaftalen giver yderligere et skub med nye jernbane- og stationsprojekter, BRT- og letbanelinjer, støtte til privatbanernes elektrificering og efterslæb på vedligeholdelse samt puljer til busfremkommelighed og grøn omstilling. Der er nok at gå i gang med.
 
Det næste store og afgørende politiske slag skal slås i efteråret 2021. Her finder kommunalvalget 2021 sted og der sammensættes nye kommunalbestyrelser og regionsråd, der træder til  ved indgangen til 2022. Hvilke ambitioner vil de have på klima- og mobilitetsområdet? Det bliver afgørende, at infrastrukturplanens styrkelse (trods alt) af den kollektive trafik på nationalt plan følges op med en tilsvarende opbakning til den lokale og regionale kollektive trafik. Grøn omstilling af bustrafikken og flextrafikken, pålidelige netværk af busser og flextrafik, understøttelse af delt mobilitet med trafikale knudepunkter samt planer for byudviklingen, der understøtter aktive transportformer og den kollektive trafik. Hvor højt vil kommuner og regioner sætte ambitionerne, og vil de følge dem til dørs, når valget er overstået?   
 
 
Lasse Repsholt
Formand, Kollektiv Trafik Forum


Bæredygtighed Debat