Landets første letbane når ny passagerrekord
Af: kollektivtrafik
5.762.093 - så mange passagerer rejste sidste år med togene på Aarhus Letbane, der som landets første af sin slags blev sat på skinner i december 2017
I årets sidste kvartal kom passagertallet op på 1.572.372, så man hos Aarhus Letbane kunne notere en stigning i passagertallet på 4,9 procent for hele 2023 i forhold til 2022, hvor fjerde kvartal endte på 1.368.871 og det samlede passagertal endte på 5.474.521.
- Det er virkelig gode nyheder, siger Michael Borre, der er administrerende direktør hos Aarhus Letbane.
- Vi havde håbet at se en stigning i passagertallet for 2023 på grund af de ekstra afgange til Hornslet i myldretiden, som blev indført i august 2022, men sidste kvartal af 2023 har budt på et vejr, der har været omskifteligt, så vi havde ikke forventet så gode tal, siger han videre.
Og selv om årets sidste kvartal var præget af usædvanlige vejrforhold, var det også det kvartal med flest passagerer. Både for året, men også i hele Letbanens levetid. Sammenlignet med 2022 har 14,8 procent flere rejst med Letbanen i 2023, og det er på L1 mellem Aarhus H og Grenaa, at de mange nye passagerer er stået på. I 2023 steg passagertallet med 396.788 på strækningen, hvilket er en vækst på 28,6 procent i forhold til 2022.
- En stigning på mere en 14 procent for årets sidste kvartal er helt fantastisk, og meget mere end vi turde håbe på, siger Michael Borre og fortsætter:
- Men at L1 oplever en tilvækst på 28,6 procent er helt utroligt. Det viser, hvor meget frekvens betyder for passagererne. Vi byder de mange nye rejsende et stor velkommen, og håber at se endnu flere her i 2024.
Godt 80 procent af Letbanens passagerer rejser i hverdagen mandag til fredag på den 110 kilometer lange strækning. Godt 54 procent af passagererne rejser med L2 i Aarhus C mellem Aarhus H og Universitetshospitalet, mens godt 30 procent rejser på L1 mellem Grenaa og Aarhus H. Knap 15 procent af passagererne rejser med L2 mellem Odder og Aarhus H.
Letbaner/Metro/S-tog
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET