Regionsformand på Sjælland efter BRT-undersøgelse: Min anbefaling er, at vi arbejder videre med en sporrenovering
Af: kollektivtrafik
Onsdag kunne Region Sjælland - i samarbejde med Transportministeriet - lægge to undersøgelsesrapporter om den regionale Østbane på Stevns på bordet. Undersøgelserne omfatter dels en sporrenovering af Østbanen og dels perspektiver ved at etablere en BRT-løsning i Østbanens nuværende tracé - altså lange busser med flere led i stedet for tog på skinner
Region Sjælland oplyser, at undersøgelserne blandt andet viser:
- Anlægsprisen for en sporrenovering er 510 millioner kroner (inklusiv 30 procent korrektionstillæg)
- Prisen for en BRT-løsning er mellem 805 og 871 millioner kroner (inklusiv 40 procent korrektionstillæg)
- De årlige driftsudgifter er betydelig mindre for en BRT-løsning end for det eksisterende tog
- BRT-undersøgelsen peger på en årlig besparelse på ca. 40 millioner kroner, dog med forbehold for en række ekstraudgifter til driften på anslået 17-22 millioner kroner
- Tidsperspektivet for en sporrenovering er ca. to år. Tidsperspektivet for anlæg af en BRT-vej er ca. seks år
- Komfort og regularitet for henholdsvis tog og BRT vurderes at være sammenlignelige
- Rejsetiden med en BRT-løsning vil blive forlænget med et-fem minutter i forhold til tog. BRT vil dog have en større fleksibilitet
- Der er miljøgevinster i forhold CO2-udledning, partikeludledning og støj i forhold til de eksisterende dieseldrevne tog
- Regionsrådet i Region Sjælland skal nu tage stilling til, om der skal arbejdes videre med en sporrenovering eller med en BRT-løsning.
- Vi skal sikre den bedst mulige kollektive trafik til borgerne i Region Sjælland, også i Stevns, Faxe og Køge kommuner. Når jeg sammenholder resultaterne af de to undersøgelser så er min anbefaling, at vi arbejder videre med en sporrenovering. Især det lange tidsperspektiv før en BRT-løsning kan stå færdig er kritisk, når vi tager banens dårlige stand med ind i regnestykket. Samtidig fortsætte vi arbejde med at skaffe den nødvendige finansiering fra Christiansborg, som jo er en forudsætning for nå i mål - og her er det helt afgørende, at alle regionalt valgte folketingsmedlemmer også støtter op om arbejdet med at skaffe finansieringen, siger formanden for Region Sjælland, Heino Knudsen (S).
Sagen om Østbanen skal drøftes i Udvalget for regional udvikling torsdag 18. juni. Første næstformand for Regionsrådet og udvalgsformand Peter Jacobsen (DF) siger, at sagen er i hans optik relativ simpel.
- Vi har en løsning, vi kender: En renovering af skinnerne. Og så har vi en BRT-løsning, hvor vi på sigt kan få en billigere drift. Til gengæld ligger der en kæmpe regning for at bygge en BRT-vej og en masse ekstra driftsudgifter, der ikke er regnet ind i den foreliggende undersøgelse. Min anbefaling er derfor, at der arbejdes videre med en renovering af skinnerne, siger han.
Anden næstformand for Regionsrådet, Jacob Jensen (V), vil have transportministeren på banen:
- Østbanen er en afgørende del af den kollektive infrastruktur i Østsjælland. Derfor skal servicen være i orden til de mange brugere med kort rejsetid og god regularitet. Analyserne viser, at det vil tage fem år at få etableret en BRT-løsning, som også vil være dyrere at anlægge end en sporreparation. Jeg mener derfor, at vi skal arbejde videre med en sporløsning og samtidig presse på over for transportministeren i forhold til at få statens hjælp til finansieringen, siger han.
Forretningsudvalget drøfter Østbane-sagen den 22. juni og Regionsrådet den 24. juni.
Om Østbanen:
- Skinnerne på Østbanen står til en udskiftning, og der køres i øjeblikket med sænket hastighed
- Undersøgelse af en skinnerenovering, fase I, blev sat i gang 4. november 2019 og er gennemført af Movia og Lokaltog A/S med Atkins som konsulent
- Undersøgelsen af BRT-løsning på Østbanen blev sat i gang 28. januar og er gennemført af Vejdirektoratet og Movia med Cowi som konsulent
BRT Jernbaner
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET