KTF Transmision
NYHEDER 30. JUL 2024 KL. 10:38

Køreplanskifte 11. august: Nyt bybusnet kører ud i Aalborg

Af: kollektivtrafik


Et nyt bybusnet i Aalborg skal gøre det hurtigere at komme ind til Aalborg centrum, smartere at komme udenom midtbyen uden at skulle skifte bus undervejs og lettere at rejse lokalt - blandt andet i Nørresundby og Aalborg Øst. Samtidig får flere kortere afstand til nærmeste stoppested


Det nuværende bybusnet i Aalborg kommune blev lagt ud for omkring 20 år siden. Siden da har kommunen udviklet sig en del. Det er baggrunden for, at bybusnettet i er blevet nytænkt og bliver lagt ud som et nyt bybusnet med køreplanskiftet søndag 11. august.

- For mange borgere vil det nye bybusnet gøre det lettere at træffe et bæredygtigt transportvalg, så færre kører alene i bil, siger Søren Kusk (S), som er formand for Nordjyllands Trafikselskab (NT).

Rådmand Anna Aaen (EL) fra Klima og Miljø fremhæver, at bussen er et grønt alternativ til bilen, som både mindsker trængslen på vejene og er godt for bymiljøet og borgernes sundhed.

Bedre adgang til den kollektive trafik
Forbedringen af bybusnettet begyndte i 2023, hvor byens Linie 12 blev forlænget til Gistrup, mens Linie 14 fortsatte til Klarup og Storvorde. Desuden blev Linie 2 erstattet af Aalborgs nye Plusbus-linie.

Nu følger de sidste ruteændringer, herunder en forbedring af byens to ringlinjer, som gør det smartere at køre uden om midtbyen uden at skulle skifte bus undervejs. Det bliver også lettere at rejse lokalt i for eksempel Nørresundby og Aalborg Øst, og flere borgere får kortere afstand til nærmeste stoppested.

- De seneste år er der for eksempel skudt flere nye boligområder op. Hasseris og Gug har fået nye kvarterer, og en helt ny bydel er på vej på Stigsborg i Nørresundby. Det medfører et behov for gode og effektive forbindelser, siger Anna Aaen.

Servicelinjer bliver til Teletaxier
Ud over det nye bybusnet bliver Servicelinje S1 og S2 erstattet af Teletaxi T1 og T2. Teletaxierne kører samme rute som Servicelinjerne. Det vil sige mellem Mølholm og Grønlands Torv (T1) samt mellem Lindholm Søpark og City Syd (T2). Teletaxi T3 kører uændret mellem Nørresundby Torv og Lindholm Brygge. Ruterne bliver desuden udvidet til at køre fra kl. 06.00 til 17.00 mandag til lørdag.

Vejen til det nye bybusnet
Det nye bybusnet er udarbejdet med input fra borgerne samt data og statistik for, hvordan passagererne rejser med kollektiv trafik i dag. Det tager desuden afsæt i Aalborg Kommunes kollektive trafikpolitik fra 2020. Politikken fokuserer på kollektiv trafik for alle, sammenhængende mobilitet, at komme hurtigt fra A til B samt at være grøn og bæredygtig.

Aalborg Byråd godkendte det nye bybusnet 27. marts 2023 og den nye køreplan 27. maj 2024.

Øvrig kollektiv trafik 
Ud over bybusserne og Plusbussen består den kollektive trafik i Aalborg Kommune af de nuværende lokal- og regionalbusser samt tog og Flextrafik.

Udrulningen af det nye bybusnet er koordineret med, at Nordjyllands Trafikselskab 11. august gennemfører første etape af projektet Fremtidens Kollektive Trafik.


Interesserede kan læse mere om det projekt her:

Interesserede kan se et kort med det nye bybusnet, som gælder fra søndag 11. august 2024, her:


Køreplaner Mobilitet