Odense får endnu en letbanestation
Af: kollektivtrafik
Fredag åbner Odense Letbane's 25. station. Det sker, når det første vognsæt fra Tarup via centrum kort efter 12.00 ankommer til SDU Syd / Hospital Nord station
Stationen ligger få meter fra Nyt SUND, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, som fra mandag 28. august åbner studieåret og for første gang byder studerende indenfor i det nye byggeri, der skal huse både uddannelse og forskning - og som samtidig ligger i direkte forbindelse med det kommende Nyt OUH.
- Med letbanen har tusinder af studerende, ansatte og gæster hver dag mulighed for at benytte en grøn, bæredygtig og nem transportform til og fra universitetet, siger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind, og uddyber:
- Med åbningen af letbanestationen SDU Syd / Hospital Nord bliver det endnu mere fleksibelt at bruge letbanen, særligt for dem, der skal til universitetets nye bygning, som huser Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Det er samtidig en glædelig markering af, at hele SDU nu er fuldt forbundet med byen, og vice versa.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET