KTF Transmision
NYHEDER 15. APR 2019 KL. 09:00

Organisationer og trafikselskab vil forbedre samarbejdet om køreplanerne

Af: kollektivtrafik


Mange buschauffører har de seneste måneder sat fokus på deres arbejdstid og pauser i forbindelse med en kampagne, der kaldes Tryk Stop. Som udløber af denne kampagne besluttede Dansk Person Transport (DPT), som organiserer busoperatørerne, sammen med 3F i slutningen af sidste år at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle komme med forslag til, hvordan de udfordringer, buschauffører oplever omkring deres arbejde kan håndteres - eksempelvis i samarbejde med landets trafikselskaber og de operatørselskaber, der kører på kontrakter om den kollektive trafik


DPT og 3F har aftalt at opdele problemstillingerne i tre typer:

Overenskomstforhold, der skal håndteres af DI og 3F
Lokale forhold, der skal håndteres mellem den enkelte busoperatør og hans medarbejdere på de enkelte arbejdspladser
Forhold, som trafikselskaberne - eksempelvis Movia - har indflydelse på


 
Movia, 3F og DPT holdt møde 10. april om, hvordan samarbejdet kan styrkes blandt andet ved brug af data. Trængsel er et stigende problem i afviklingen af bustrafikken særligt i det storkøbenhavnske område, og alle parter er optagede af udvikling af metoder, datadeling og indsigt, der kan sikre større smidighed i køreplanlægningen. 
 
- Der er i dag et godt samarbejde mellem operatørerne og Movia, hvor chaufførernes linjerepræsentanter også deltager, og hvor arbejdet med køreplanerne drøftes hvert år, eller når der er behov for ændringer. Vi har talt om, at vi gerne vil have revitaliseret arbejdet i vores køreplanproces med en række tiltag, siger plandirektør i Movia, Per Gellert.


Han peger på:


vi ser gerne at kendskabet til processerne øges og vi vil gerne sammen udvikle værktøjer, der kan understøtte samarbejdet
vi vil gerne tage de nye muligheder med realtidsdata i busserne i brug - for eksempel til at sammenligne planlagte køretider og reelle køretider, så vi bliver bedre til at bruge disse data, når vi laver forbedringer af køreplanerne
vi vil gerne i dette arbejde tage hånd om der, hvor den stigende trafikale trængsel påvirker køretiderne i køreplanerne


Movia udarbejder bussernes køreplaner og er ansvarlig for de køretider, der anvendes i busdriften.  Der er nu aftalt en møderække, hvor parterne vil arbejde videre på de konkrete løsninger og forslag.


DPT's sektorchef Lasse Repsholt er glad for den modtagelse, anbefalingerne har fået hos Movia og er meget optimistisk om processen.


- Vi har fælles mål om gode køreplaner, der holder - både for kundernes og buchaufførernes skyld. Det står også klart fra mødet, at vi har et fælles ansvar for dette mål og, at alle kan bidrage. Derfor er jeg sikker på, at vi nok skal nå nogle gode resultater, siger han.
 
Forhandlingssekretær Kim Poder fra 3F siger, at han og 3F buschaufførerne glæder sig til at tage fat på det nye samarbejde.


- Det vil være medvirkende til at imødekomme chaufførernes problemer med at få holdt deres pauser, og måske samtidigt have til formål, at alle i treparts-samarbejdet får et bedre fælles blik på trafikplanlægningens udfordringer, siger han.
 
Det er nu aftalt at planlægge en møderække, hvor parterne vil arbejde videre på de konkrete løsninger og forslag.