Passagererne i den kollektive transport skal øge afstanden
Af: kollektivtrafik
Transport- og Boligministeriet beder transportvirksomhederne på persontransportområdet om at begrænse belægningen i busser tog tog, så passagererne bedre kan holde afstand efter sundhedsmyndighedernes nye anbefalinger
For at mindske smittespredningen anbefaler sundhedsmyndighederne nu, at vi igen holder to meters afstand, når vi færdes i det offentlige rum. Derudover skal vi fortsat bruge mundbind eller visir, hvilket har været et krav i den kollektive transport siden 22. august.
Med henblik på at understøtte passagerernes mulighed for at holde afstand, vil Transport- og Boligministeriet bede operatørerne om at begrænse belægningen i den kollektive trafik. Det betyder, at busoperatørerne skal medtage så få passagerer, at passagererne ikke behøver at sidde direkte ved siden af hinanden eller direkte over for andre passagerer.
- Der er fortsat mange ansatte i kritiske funktioner, der er afhængige af den kollektive transport. Men det er vigtigt, at vi holder så god afstand som muligt - også i toget eller bussen. Rejseaktiviteten er heldigvis allerede meget lav, og nu beder vi transportvirksomhederne om at forhindre, at busser og tog fyldes mere end cirka halvt op, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og tilføjer:
- Jeg vil i den forbindelse gerne understrege, hvor vigtigt det er, at vi alle hjælper hinanden med at holde afstand ved at følge de gode råd om at rejse uden for myldretiden, tage cyklen eller gå på korte ture. Og hvis du kan se, at der allerede er mange bussen eller metroen, du står og venter på, så tag dig tiden til at vente på den næste.
Det er op til transportvirksomhederne at finde de konkrete løsninger alt efter, hvilken transportform det drejer sig om. Der vil som udgangspunkt gælde de samme anbefalinger om afstand som i starten af forårets nedlukning.
Ministeriet vil i denne særlige situation også bede DSB om at genindføre pladsbilletkravet i regionaltog hurtigst muligt. DSB vil kommunikere til de rejsende om, hvordan de skal forholde sig i den forbindelse.
Corona
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET