KTF Transmision
NYHEDER 17. DEC 2021 KL. 10:44

Regeringen vil kickstarte Power-to-X

Af: Redaktionen


Regeringen fremlægger et udspil med 1,25 milliarder kroner til udvikling af ”Power-to-X” teknologi, der omdanner grøn el til brændstoffer. Fremtidens grønne brændstoffer skal styrkes med i alt 14 initiativer.


Regeringen vil med et nyt udspil sætte skub i produktion og forbrug af grønne brændstoffer, som kan bruges til skibsmotorer, lastbiler, fly og i industrien og ikke mindst til eksport. Danmark har særligt gode forudsætninger for at producere grønt brændstof, og går nu ind i kapløbet om bæredygtige erstatninger for kul og olie. Danmark vil sigte efter at bygge 4 til 6 GW Power-to-X-kapacitet i 2030.


Udspillet bygger på regeringens to nye strategier, ”Grøn gasstrategi” og ”Strategi for udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer”, Power-to-X strategien. Der er med ”Klimaaftale for energi og industri 2020” afsat min. 750 mio. kr. til et udbud for Power-to-X, som nu hæves til 1,25 mia. kr. Midlerne målrettes støtte til produktion af grønne brændstoffer. Regeringen prioriterer yderligere 344 millioner til investeringsstøtte til innovative grønne teknologier og forbedrer desuden rammevilkårene for både produktion, distribution og anvendelse af Power-to-X.  


Vindenergi og gassystem giver et forspring


Der skal bruges strøm til at producere Power-to-X, hvor strøm ved hjælp af elektrolyse bliver til brint. Danmark har en stor produktion af vindkraft og grøn strøm - og mere er på vej - samt et velfungerende gassystem med direkte rørforbindelse til det nordeuropæiske marked. Dermed har Danmark gode forudsætninger for et nyt industrieventyr med grønne brændstoffer.


Ud over at producere brint ved hjælp af elektrolyse, kan danske virksomheder også producere grønne gasser ud af restprodukter som gylle, madaffald og affald fra industrien. Det danske gasforbrug falder, men den gas, der er tilbage, bliver grønnere. I 2035 kan gasforbruget være helt grønt og klimaneutralt.


Gasnettet skal derfor kunne understøtte og transportere brint og andre grønne gasser - både til brug i Danmark og til eksport. Eksport er for eksempel relevant i Sydjylland, som med en stor vindenergiproduktion og en Power-to-X- produktion i sin vorden, har god adgang til de store markeder i Nordeuropa.


Læs regeringens udspil, "Fremtidens grønne brændstoffer" her (pdf)


Læs ”Strategi for udvikling og fremme af brint og grønne brændstoffer”, Power-to-X strategien, her (pdf)


Læs ”Grøn gasstrategi” her (pdf)


Energi og miljø Power-2-X