KTF Transmision
NYHEDER 7. SEP 2021 KL. 10:14

Rejsekort ændrer i forretningsbetingelser efter kritik fra Datatilsynet

Af: Redaktionen


Der sker et skift fra ”samtykke” til ”kontrakt” i kundeforholdet mellem den enkelte rejsekortbruger og Rejsekort og Rejseplanen A/S. Det handler om juraen bag EU’s Persondataforordning.


Hvad er så forskellen på ”samtykke” og ”kontrakt” for den enkelte rejsekortbruger?


Det har ingen større betydning, siger kundechef Jens Willars, Rejsekort og Rejseplanen A/S, til Ingeniørens ”Version 2” – digitalt medie om IT og digitalisering. Men han understreger, at selskabet naturligvis har rettet ind, så det juridiske grundlag er i orden.


Det var en klagesag, som satte fokus på det juridiske problem. En rejsekortkunde trak sit samtykke tilbage og forlangte samtidig at alle hendes data blev slettet hos Rejsekort og Rejseplanen A/S. Det afviste selskabet, da det ifølge bogføringsloven er forpligtet til at gemme økonomioplysninger i tre år.


På baggrund af klagesagen gik Datatilsynet ind i sagen og gav Rejsekort og Rejseplanen A/S påbud om at ændre aftalegrundlaget for de ca. 3 millioner rejsekortkunder.


Nu er det blevet Persondataforordningens §6 stk1 litra b og c, der gælder for kundeforholdet mellem rejsekortkunderne og Rejsekort og Rejseplanen A/S. Det definerer kundeforholdet som ”en kontrakt”. Før var det samme paragraf, litra a, der var gældende med ”samtykke” som grundlag.


Rejsekort og Rejseplanen A/S har netop publiceret ændringen i forretningsbetingelserne.


Billetter og takster