Super-præcise satellitpositioner bliver testet i Aarhus
Af: kollektivtrafik
Fredag 26. oktober åbner en test- og udviklingsplatform for super-præcis positionering i Aarhus. Teknologien kan blandt andet være med i udviklingen af førerløse biler. Ifølge energi-, forsynings- og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt (V), vil projektet få markant betydning for udviklingen af fremtidens samfund
Det er DTU Space, som i samarbejde med Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering har designet og etableret TAPAS - Testbed i Aarhus for Præcispositionering og Autonome Systemer.
Systemet består blandt andet af 11 referencestationer, der er placeret i og omkring Aarhus. Stationerne henter signaler fra det europæiske satellitsystem Galileo og amerikanske GPS. På den baggrund beregnes korrektioner til mobile enheder i området - eksempelvis biler, som dermed kan navigere med én centimeters præcision.
- Det her får enorm betydning for udviklingen af fremtidens samfund, ikke bare i Danmark. Med TAPAS-projektet sikrer vi, at Danmark er på forkant med udviklingen af super-præcis positionering via satellitter. På sigt kan virksomheder og myndigheder bruge teknologien, så de kan udvikle og teste nye produkter og services. Jeg ser enorme potentialer, som i sidste ende kommer den enkelte borger til gode, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i forbindelse med åbningen af testplatformen TAPAS i Aarhus.
Præcision på ned til én centimeter
Det europæiske satellitnavigationsprogram Galileo gør det muligt at fastslå og opretholde en position på ting i bevægelse med meget stor præcision. Med det kendte GPS-system vil man typisk opnå en nøjagtighed på mellem 10-15 meter, mens testplatformen forventes at gøre det muligt at kunne sige, hvor man befinder sig med en præcision på helt ned til én centimeter. Denne præcise positionering er en altafgørende forudsætning, hvis eksempelvis selvkørende køretøjer skal kunne navigere sikkert rundt i bytrafik.
Aarhus vil skabe den smarte by
Når test- og udviklingsplatformen bliver placeret i Aarhus, skyldes det ikke mindst, at Aarhus Kommune har en vision om at skabe “en smart city”, hvor digitale teknologier er med til at løse udfordringerne i en moderne storby på en bæredygtig og ressourceeffektiv måde.
- TAPAS-projektet giver os muligheder for at tage nogle store skridt fremad i forsøget på at skabe den smarte by. Det er både en god mulighed for at udvikle kommunens opgaveløsning, og vi forventer, at projektet vil tiltrække flere virksomheder, som kan bidrage til udviklingen af Aarhus, siger borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S).
Fakta om TAPAS:
- TAPAS står for Testbed i Aarhus for Præcispositionering og Autonome Systemer
- Det er DTU Space, der, i samarbejde med Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, har designet og etableret TAPAS. Systemet består blandt andet af 11 referencestationer placeret i og omkring Aarhus. Stationerne henter signaler fra Galileo og GPS. På den baggrund beregnes korrektioner til mobile enheder i området, fx biler, som dermed kan navigere med centimeters præcision
- Det europæiske Galileo er en ”state of the art”-pendant til det amerikanske GPS. Galileo vil være fuldt indfaset i 2020
- Til sammen skaber de 11 målestationer et afgrænset område, hvor brugeren vil kunne fastslå en meget præcis position
- På TAPAS forventes brugeren at kunne simulere en ny virkelighed og opnå en position på én kubikcentimeter - også i bevægelse
- Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering driver og ejer TAPAS
- DTU Space har designet og etableret TAPAS
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET