Udvalg skal forbedre fremkommeligheden i Hovedstadsområdet
Af: kollektivtrafik
Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) nedsætter et fremkommelighedsudvalg, der skal finde muligheder for at øge fremkommeligheden på gennemgående veje og i større trafikkorridorer i Hovedstadsområdet. Udvalget skal have særligt fokus på optimering af og sammenhæng mellem trafiksignaler
Baggrunden for at nedsætte udvalget er, at det ifølge en rapport om fremtidens mobilitet er relativt simpelt til at nedbringe den tid, bilister holder i kø på de større veje i hovedstadsområdet. Det enkle værktøj er at samordne trafikstyringen på tværs af kommunegrænserne.
Fremkommelighedsudvalget, som skal arbejde på tværs af de statslige og kommunale niveauer, skal blandt andet undersøge konkrete tiltag for optimering og samordning af trafiksignalerne.
- Trængslen på vejene er et stigende problem, som koster samfundet rigtig mange penge. Derfor skal vi udnytte det potentiale, der er for at begrænse trængslen, og der er trafikstyringen et forholdsvist simpelt værktøj med stor effekt, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
Fremkommelighedsudvalget for Hovedstadsområdet kommer foruden Vejdirektoratet til at bestå af politiet, trafikselskabet Movia og en række kommuner - København, Frederiksberg, Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Glostrup, Rødovre, Hvidovre, Herlev, Brøndby, Albertslund, Ballerup, Høje Taastrup, Vallensbæk, Ishøj og Tårnby.
Ole Birk Olesen siger, at der er gode trafikale gevinster at hente, hvis de kommunale vejmyndigheder i højere grad samarbejder på tværs. Det er der ikke krav om i dag.
- Men hvis kommunerne fremover optimerer og samordner trafiksignalerne på tværs af kommunegrænser, særligt på større indfaldsveje og centrale korridorer, med eksempelvis grønne bølger og mere grøntid i de perioder, hvor der er mest trafik, vil fremkommeligheden for bilisterne blive bedre, siger han.
Fremkommelighedsudvalget skal udarbejde en rapport med anbefalinger til fremkommelighedstiltag, hvor de blandt andet skal kortlægge mulige tiltag for optimering af fremkommelighed, en prioritering af de foreslåede tiltag og en implementeringsplan.
Fremkommelighedsudvalgets endelige rapport forventes overleveret til transport-, bygnings- og boligministeren i januar næste år.
Emner i fokus
BÆREDYGTIGHED
MOBILITET