Af: kollektivtrafik
2.200 bilister i Danmark skal i et nyt forsøg, der bliver gennemført af DTU og Sund og Bælt, afprøve et roadpricing-projekt. Ifølge Cyklistforbundet, der mener, at de nuværende bilafgifter ikke tidssvarende, er det på høje tid, at der sættes gang i forsøg med roadpricing
- Vi lever i den grad med trængsel i de store byer, så det er på høje tid, at der bliver sat skub i at afprøve roadpricing, siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, og fortsætter:
- Hvis vi kan dæmpe biltrafikken i byerne, er det godt for trængslen, for sundheden, for miljøet og for klimaet, så for os i Cyklistforbundet er det næsten en ’nobrainer’, at vi selvfølgelig skal have indført roadpricing visse steder.
Han mener de nuværende afgifter på biler - vægtafgift og grønne afgifter - er et forældet koncept, som bør afløses af eller suppleres med roadpricing.
- Med de nuværende afgifter betaler du et fast beløb, og så kan du køre ligeså tosset du vil, lige hvor du vil. Det koster det samme, om du kører på en tom landevej, eller du kører midt i København. Det er jo helt tosset. Du skal selvfølgelig betale mere, hvis du vælger at køre rundt i hovedstaden midt i myldretiden, siger Kenneth Øhrberg Krag og tilføjer:
- Afgifter skal påvirke adfærd, og alle ønsker mindre trafik i bykernerne. Det ansporer det nuværende afgiftssystem på biler ikke til. Det er på høje tid, vi tager mere nutidige løsninger i brug.