NYHEDER 23. MAJ 2018 KL. 11:24

Passagerpulsen kommenterer ny tilfredshedsundersøgelse: Trafikselskaber vil undersøge sig selv

Af: kollektivtrafik

Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk har siden begyndelsen af 2016 undersøgt passagerernes tilfredshed med togrejsen. Det er nu slut, da selskaberne selv vil stå for undersøgelserne


Togselskaberne i Danmark har valgt at opsige samarbejdet med Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk om De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser. Undersøgelserne har siden 2016 givet passagererne og offentligheden mulighed for at følge udviklingen i passagerernes tilfredshed med tog, lokaltog og metro helt ned på de konkrete strækninger.

Fremover vil samtlige trafikselskaber under Bus & Tog lave deres egen undersøgelse af passagerernes tilfredshed, så undersøgelserne dækker både bus- og togpassagerer.

- Vi synes, der er rigtig positivt, at busselskaberne nu bliver en del af en samlet undersøgelse af passagerernes tilfredshed med kollektiv transport. Vi mener dog ikke, det er optimalt, at selskaberne skal undersøge sig selv, siger Laura Kirch Kirkegaard, der er afdelingschef i Forbrugerrådet Tænk Passagerpulsen.

- Opgaven blev i sin tid lagt hos Passagerpulsen, fordi der blev efterspurgt en offentlig tilgængelig uvildig undersøgelse på tværs af selskaberne, og der var brug for, at passagererne blev hørt. Og vi mener fortsat det er afgørende, at vi kan have tillid til at undersøgelserne bliver foretaget og kommunikeret af en uafhængig instans, siger hun videre.

Udgangspunktet skal være passagererne
Passagerpulsen og De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser blev startet i 2014 af en bevilling fra forligskredsen ”Bedre og billigere kollektiv transport”, som består af Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Formålet var at give selskaber og politikere et redskab til at sammenligne de enkelte selskaber og strækninger for at kunne lave forbedringer for passagererne.

- Vores mission er nu, at undersøgelsen fortsat skal være med udgangspunkt i, hvad der er vigtigst for passagererne. Hvis selskaberne overtager undersøgelsen, frygter vi, at fokus fremover vil være på måling af de enkelte selskaber i forhold til deres individuelle kontrakter og ikke, hvordan vi kan skabe en bedre kollektiv transport for passagererne, siger Laura Kirch Kirkegaard og fortsætter:

- Derudover er det afgørende for os, at datagrundlaget fortsat vil være offentligt tilgængeligt. Passagerpulsen har stillet datagrundlaget for De Nationale Passagertilfredshedsundersøgelser til rådighed for trafikselskaber, forskere med flere med henblik på at udvikle den kollektive transport, så den bliver bedre for brugerne. Og den viden, mener vi, skal stadig være tilgængelig for alle relevante aktører.

Ny metode har konsekvenser
Passagerpulsen mener, at én ting er, at selskaberne ikke længere ønsker, at Passagerpulsen har opgaven med undersøgelserne, en anden er, at de vælger en helt ny metode. Det betyder ifølge Passagerpulsen eksempelvis, at man ikke kommer til at kunne sammenligne de nye undersøgelser med dem, Passagerpulsen har lavet de sidste tre år.

Passagerpulsen ser frem til at høre nærmere om metode- og analysekoncept for den nye undersøgelse, og komme til at drøfte det med selskaberne.