NYHEDER 2. MAJ 2023 KL. 12:59

Trekantsområdet har fået et taxi-selskab med forbindelser til det meste af landet

Af: kollektivtrafik

Taxi-selskabet, Dantaxi, er kørt ind i Kolding. Dermed har selskabet udvidet sit dækningsområde i Trekantområdet, hvor de i forvejen er repræsenteret i Billund og Vejle. Den øgede konkurrence på taxiområdet vil ifølge taxi-selskabet være en fordel for kunderne i Kolding. Selskabets kommercielle direktør, Vibeke Wolfsberg, vurderer, at kunderne vil opleve kortere ventetid på taxi


Ind til 20. april i år var Kolding en af de få større byer, hvor det ikke var muligt at bestille en Dantaxi. Nu har selskabet, der omfatter omkring 1.900 taxier fordelt over det meste af landet, indgået aftaler med et antal lokale vognmænd i byen, og dermed har Kolding fået et nyt taxiselskab.

- Vi ser frem til at betjene byens borgere, siger selskabets kommercielle direktør Vibeke Wolfsberg. 

Satser på en markedsandel på 40 procent i Kolding
I startsfasen vil Dantaxi i Kolding råde over 25 taxier. Et tal, som selskabet har planer om hurtigt at udvide med flere vogne, hvis kunderne tager godt imod selskabet. Ved årsskiftet håber selskabet på at have nået en markedsandel på op mod 40 procent, og det er der ifølge Vibeke Wolfsberg kunder til.

- Vi er på nuværende tidspunkt i dialog med flere interesserede lokale vognmænd, og vi er i kontakt med en række virksomheder, der har udvist interesse i at skifte til os som taxileverandør. Ligesom vi allerede nu har mærket en stor interesse fra koldingenserne for download af vores app, siger hun.

Stærkt taxibrand i Trekantområdet
For selskabets kommercielle direktør Vibeke Wolfsberg, er det ingen tilfældighed, at etableringen i Kolding kommer nu. Beslutningen er truffet efter, at selskabet sidste år havde en succesfuld opstart i Esbjerg.

- Vi ser Kolding som en vigtig del i det at være et stærkt taxibrand i Trekantområdet og i hele syd- og Sønderjylland. Øget konkurrence på taxiområdet har vist sig at være en fordel for kunderne, og i byer med flere end et taxiselskab, er det nu lettere for kunderne at få fat på en taxi, siger Vibeke Wolfsberg.

De første 10 af Koldings nye taxier kom i drift i april, mens 15 følger efter hen over sommeren.
De nye taxier i byen kører med samme profilindpakning, som Dantaxis øvrige 1.900 vogne på landsplan.


Med Dantaxi i Kolding kan taxikunden med samme app bestille taxi i langt hovedparten af Danmarks største byer. Fire ud af fem danske husstande kan bestille taxi til deres adresse med Dantaxi-appen.



Taxikørsel