NYHEDER 19. JUN 2023 KL. 10:00

Banedanmark om nyt signalsystem i Vestjylland: - Det nye signalsystem vil på sigt blive en gevinst for passagererne

Af: kollektivtrafik

Trafikstyrelsen har godkendt det nye ERTMS-signalsystem, som Banedanmark har etableret langs flere banestrækninger i Vestjylland. Det betyder, at tog på strækningerne mellem Esbjerg over Skjern og videre til Herning og Holstebro efter en indkøringsperiode ventes at køre mere stabilt - og at der vil kunne køre flere tog på de enkeltsporede strækninger


- Vi er i gang med en massiv, milliardstor investering i det danske jernbanenet, og jeg er godt tilfreds med, at vi nu får en topmoderne bane i Midt- og Vestjylland. Det her er godt nyt for passagerne, der kan se frem til bedre kvalitet og flere tog til tiden, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Opgraderingen betyder, at de gamle signaler langs sporet bliver afmonteret og vil forsvinde. De gamle signaler er den største enkeltstående årsag til, at tog bliver forsinket i Danmark. Det nye signalsystem sender signalet direkte til lokomotivførerens computerskærm i førerkabinen, og samtidig kan togdriften hele tiden følges med stor præcision fra Banedanmarks trafikstyring. Det vil på sigt betyde mere effektiv trafikstyring og færre forsinkelser.

Banedanmark forventer dog, at der i starten vil være ting, der skal justeres i det nye signalsystem, før det kører helt stabilt.

- Det nye signalsystem vil på sigt blive en gevinst for passagererne, som vil opleve færre forsinkelser på grund af signalfejl. I starten kan der dog opstå situationer, hvor vi må bede passagerne om at udvise tålmodighed. Vi ved af erfaring, at der kan være udfordringer i starten, når vi tager et så komplekst system i brug, men vi er sammen med leverandøren klar til at rykke ud og rette op, hvis det skulle ske, siger direktør for Signalprogrammet i Banedanmark, Kirsten Winther Jørgensen.


Det er Arriva, som kører på strækningerne mellem Esbjerg og Skjern og videre til Herning, mens strækningen mellem Holstebro og Skjern betjenes af Midtjyske Jernbaner.

- Vi er meget taknemmelige over den tålmodighed, som passagererne har udvist. Det er aldrig sjovt, mens det står på, men det er en lille sejr, hver gang det nye signalsystem udrulles på en ny del af jernbanenettet. Det vil med tiden være med til at sikre en mere attraktivt kollektiv transport, siger Therese Christensen fra Arriva.

- Hos Midtjyske Jernbaner glæder vi os over, at Banedanmark har valgt at investere i en væsentlig fremtidssikring af jernbanenettet i vores område. For os som operatør betyder opgraderingen af signalsystemet, at vi fremover kan køre mere præcist i forhold til vores køreplaner, og det er jo til klar fordel for vores kunder, samtidigt med at det giver vores lokomotivførere et bedre arbejdsmiljø. Det har været lidt besværligt for både kunder og medarbejdere i den periode, hvor implementeringen har stået på, men nu er vi ude på den anden side og har gjort os nogle værdifulde erfaringer, siger direktør i Midtjyske Jernbaner, Martha Vrist.

Det nye signalsystem kan også mærkes af trafikanter på de vestjyske veje. I forbindelse med udrulningen har Banedanmark opgraderet 73 overkørsler, hvor 24 overkørsler, som før var sikret med lys og lyd, er blevet opgraderet med bomanlæg. 23 overkørsler, som før var sikret med halvbomme, er blevet opgraderet til helbomme.


Udrulningen af det nye digitale signalsystem mellem Esbjerg og Holstebro og mellem Skjern og Herning er den femte i Jylland.