Af: kollektivtrafik
I juli satte FynBus ungdomsbilletten UngOdense til salg, og siden lanceringen har trafikselskabet solgt over 286.000 UngOdense-billetter. De unge i Odense har i den grad taget den nye billet til sig, lyder det fra FynBus, der oplyser, at billetten vil også være til salg i 2023
Med en UngOdense-billet i hånden kan unge mellem 16 og 25 år rejse med bus eller letbane i Odense i én time for 10 kroner. Det er et tilbud, som de unge odenseanere er meget begejstrede for, og som giver nye kunder i den kollektive trafik i Odense.
FynBus har gennemført en undersøgelse blandt dem, der benytter billetten. Undersøgelsen viser blandt andet, at 20 procent af kunderne er helt nye kunder, og at billetten har øget antallet af rejser i den kollektive trafik blandt dem, der er vant til at benytte bus eller letbane.
- Det er lykkes os at udvikle et billetprodukt, der ikke bare giver helt nye kunder, men som også får de eksisterende kunder til at rejse mere, og som rent faktisk giver penge, fortæller Plan- og Markedschef Jan Gudmann Hansen, der har ansvaret for udviklingen af UngOdense.
På den baggrund har bestyrelsen i FynBus besluttet sig for at forlænge tilbuddet ind i 2023. Udviklingen vil dog blive fulgt nøje, og skulle der, mod forventning, vise sig større ændringer i forudsætningerne, vil bestyrelsen kunne træffe en ny beslutning.
Mere information om UngOdense-billetten findes her: