Af: kollektivtrafik
Tilbage i marts sidste år indgik Anchersen A/S, der er busoperatør for Movia i København, en aftale med MAN Truck & Bus Danmark A/S om levering af i alt 25 MAN Lion's City 12E-busser. 11 måneder senere er alle el-busserne blevet leveret, hvilket blev markeret torsdag 9. februar
De 25 moderne bybusser kom ikke til at pryde Anchersens anlæg på Avedøre Holme ret længe, da de stort set blev sent direkte ud i den københavnske trafik, hvor de skal betjene passagerer linje 7A - en linje, der bruges af over 4,3 millioner passagerer hvert år.
Med leverancen til Anchersen A/S kan MAN sætte endnu en europæisk storby på kortet over, hvor den tyske bus- og lastbilproducent har leveret elektriske busser. København kommet i selskab med byer som eksempelvis Hamburg, Nürnberg og Malmö, som også har fået MAN Lion's City 12E-busser p gader og stræder.
MAN understreger, at koncernen mener det seriøst, når det kommer til at være den foretrukne leverandør af miljøvenlige køretøjer til offentlig persontransport i Europa.
Rigelig plads sikrer komfort og bekvemmelighed
De nye københavnske bybusser har plads til op til 76 passagerer. Udvidet sædeafstand, ryglænshøjde og ekstra komfortable polstrede sæder sikrer, at passagerer får en behagelig oplevelse. At give tilstrækkelig plads er i corona-tiden blevet vigtigt, og i MAN's elektriske busser er der blevet .bedre mulighed for at holde større afstand, da siddeområde bagerst er blevet større, da det traditionelle ”motortårn” fra dieselbusser ikke findes i el-busserne.
Hårdt arbejdet at klargøre så mange nye busser
På MAN's busværksted i Greve har der gennem de seneste par måneder været stor travlhed. Når busserne kom fra fabrikken, gik et større logistikarbejde i gang. Alle busser skulle gennemgås og tilpasses Anchersen's ønsker, og der skulle foretages en masse lokale monteringer og tilpasninger. Blandt andet skulle samtlige busser have monteret rejsekortudstyr, inden de københavnske passagerer kan indtage busserne.
- Med leveringen af de mange el-busser til Anchersen A/S har vi nået en milepæl: Vi får vi nu vores første 25 el-busser ud at køre i København. Vi har i forvejen leveret lignende el-busser til Odder og Skanderborg kommuner. Nye el-busser på vejene rundt omkring i Danmark er jo den bedste reklame, vi kan få for vores præmierede el-busser, siger Jesper Mathiesen, der er Fleet & PTA Tender Manager Citybus hos MAN i Danmark. Jesper Mathiesen har stået for forhandlinger og tilbudsgivning i forbindelse med ordren.
Officiel levering fejret med arrangement hos Anchersen
Leverigen af de 25 fabriksnye el-busser til København var en stor begivenhed i MAN-regi. Derfor blev det fejret 9. februar ved et arrangement hos Anchersen A/S på Avedøre Holme lidt uden for København med deltagelse af repræsentanter fra Anchersen A/S og MAN.
Efter festlige taler blev den obligatoriske MAN-nøgle overdraget til Poul Anchersen, som symbol på at de mange busser nu er leveret og klar til at fragte de københavnske passagerer.