NYHEDER 23. OKT 2021 KL. 13:34

I Odder kører bybusserne på el

Af: kollektivtrafik

I Odder kører bybusserne på el

Byen Odder byder mandag officielt velkommen til byens nye elektriske bybusser ved et festligt arrangement ved Odder Station. De i alt ni nye el-busser er leveret af MAN, opereres af Vikingbus og kører for Midttrafik og Odder Kommune


På den officielle velkomstdag kan alle i Odder køre både CO2-venligt og gratis med busserne. De dieselbusser, der hidtil har kørt på byens ruter, er sendt væk. Dermed kan Odder Kommune se frem til en årig CO2-reduktion på omkring 200 ton, mindre støj og ingen udslip af partikler og skadelige forbindelser under kørslen.

De nye busser har lav indstigning til glæde for de kunder, der bruger rollator, sidder i kørestol eller rejser med barnevogn.

Valget faldt på el-busser efter et udbud, som Midttrafik gennemførte i 2020 for Odder Kommune. Ønsket var busser, der kunne reducere CO2-udledningen gennem en grøn teknologi.

Ønsket blev indfriet, da Midttrafik modtog et tilbud fra busselskabet Lokalbus A/S - der i dag er et selskab i Vikingbus A/S. Tilbuddet lå et stykke under budgetloftet.

- Jeg vil gerne sige tak til Midttrafik og Lokalbus for samarbejdet om omstillingen til el-busser. Jeg er glad for, at vi tager endnu et skridt i den grønne omstilling, og jeg er sikker på, at de nye, elektriske busser bliver til stor glæde for borgerne i Odder - og miljøet, naturligvis, siger Odder's borgmester Uffe Jensen (V).

Midttrafiks bestyrelsesformand Claus Wistoft hilser Odder Kommunes tilslutning til den grønne omstilling i Midttrafiks område velkommen.

- Vi glæder os over, at vi nu også kan tilbyde kunderne i Odder og opland en grøn og behagelig rejse med de nye elbusser. Odder har allerede en grøn letbane. Med de nye busser bidrager vi til mere klimavenlig kollektiv trafik og en bedre rejseoplevelse for kunderne, siger Claus Wistoft.


Programmet for indvielsen af de nye el-busser i Odder:

12.30
Velkomst og taler ved:
Ole Lyngby, udvalgsformand for Teknik og Miljø i Odder Kommune
Jens Erik Sørensen, direktør i Midttrafik

12.55
3.b fra Parkvejens Skole ankommer med linje 2 og er med til at fejre de nye el-busser

Mulighed for at se en elbus helt tæt på og stille spørgsmål til direktør John Vestergaard fra Lokalbus A/S

13.30
Arrangementet slutter

Der bliver serveret kaffe, te eller kakao under hele arrangementet

Kunderne kan rejse gratis med de nye elbusser hele dagen.



Energi og miljø