NYHEDER 2. JAN 2024 KL. 13:48

Analyse fra Dansk Industri: Kørselsafgifter kan mindske trængslen på vejene

Af: kollektivtrafik

Trængsel på vejnettet udfordrer i stigende grad samfundet. Dansk Industri peger på, at den stigende trængsel udløser et samfundsøkonomisk tab på 28 milliarder kroner årligt - og de trafikale udfordringer forventes at blive forstærket fremover


Dansk Industri (DI) ønsker at finde en løsning, hvor mobiliteten forbliver høj uden, at trængslen samtidig øges. Da kørselsafgifter har været fremhævet som en del af løsningen på at afhjælpe stigende trængselsudfordringer, har DI gennemført et analysearbejde af kørselsafgifter for at afdække løsninger, udfordringer og effekter. Analyserne viser, at der er et stort potentiale for at reducere trængslen, hvis kørselsafgifter indføres på den rette måde.

Da et kørselsafgiftssystem kan indrettes på mange måder, har DI analyseret et landsdækkende kilometerbaseret system for alle køretøjer, hvor bilafgifterne samtidig reduceres. DI har også fået undersøgt konsekvenserne ved roadpricing kun for personbiler.

Roadpricing, i kombination med reducerede bilafgifter, medfører en væsentlig reduktion i trængslen. Samtidig falder antallet af biler i storbyerne. Det udlignes af flere biler i resten af landet. Mobiliteten holdes så godt som uændret, med et faldende antal ture i bil, mens antallet af kollektive rejser stiger.


Interesserede kan læse DI’s analyse her:

 



Mobilitet