KTF Transmision
NYHEDER 20. APR 2021 KL. 09:01

Busser og tog må tage flere passagerer med over de kortere afstande

Af: kollektivtrafik


I forbindelse med indgåelse af rammeaftalen om plan for genåbning af Danmark var partierne enige om, at regeringen løbende skal tilpasse restriktioner i den kollektive transport sådan, at de følger den øvrige genåbning. Det skal bidrage til at sikre, at begrænsninger i kapaciteten i busser og tog ikke forhindrer, at skoler, arbejdspladser mv. kan fungere som forudsat i de forskellige faser af genåbningsplanen


Senest har partierne indgået aftale om yderligere genåbning fra onsdag 21. april, og der vil i den forbindelse blive skabt et øget mobilitetsbehov for skoleelever, uddannelsessøgende og arbejdstagere.


Transportministeriet tilpasser derfor de henstillinger, der gælder for jernbaneoperatørerne i Danmark, sådan at S-tog, regionaltog (DSB, Arriva, Nordjyske Jernbaner m.fl.) og metro fra onsdag 21. april kan køre med en belægning på 70 procent i stedet for 50 procent. Belægningsbegrænsning på 50 procent. i fjerntog og fjernbusser fastholdes indtil videre.


- I takt med genåbningen er der brug for, at flere kan komme til arbejde, uddannelse og kultur- og fritidsaktiviteter med den kollektive transport. Derfor skal vi igen vænne os til, at der er flere med busser og tog, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) og tilføjer:


- Det skal foregå trygt og sikkert. Vi skal stadig holde fast i de gode vaner med afstand og hygiejne. Og jeg vil fortsat opfordre til, at man vælger cykel eller gang på de korte ture og sørger for at rejse uden for de traditionelle myldretider, hvis man kan. På de længere togture skal man huske pladsbilletten - og på de korte ture kan man overveje at vente en omgang, hvis bussen eller metroen allerede er godt fyldt.


Corona