KTF Transmision
NYHEDER 10. SEP 2024 KL. 10:32

Det bliver billigere at rejse mellem Bornholm og Sjælland

Af: kollektivtrafik


Bornholmslinjen melder klar med sejlplanen for færgerne til og fra Bornholm i 2025. Sejlplanen byder på lavere priser og flere afgange med hurtigfærgen »Express 1« i forhold til i år, hvor »Express 5« i lavsæsonen kommer til at have en ugentlig oplæggerdag


De lavere priser bygger på faldende omkostninger til brændstof. Gennemsnitligt falder billetpriserne med otte procent næste år sammenholdt med priserne i år.


- Priserne på de enkelte billetter vil forblive som bornholmerne og andre kender dem, så prisfaldet slår igennem på antallet af de billige billetter, som der bliver flere af, forklarer Molslinjens kommercielle direktør Jesper Skovgaard.


Sejlplanen for 2025 vil også byde på mere sejlads med hurtigfærgen Express 1. I den nye sejlplan vil Express 1 komme til at sejle som primær færge fra mandag eftermiddag til og med onsdag formiddag i lavsæsonen på samme vilkår som Express 5. Det vil give Express 5 en ugentlig oplæggerdag, og det skal give vores teknikere bedre mulighed for at udføre noget af det vedligehold, der stadig kan forekomme ved en ny færge som Express 5.


- Ved at sætte Express 1 ind i stedet for Express 5 i lavsæsonen øger vi driftsstabiliteten både i form af mere kontinuerlig sejlads med Express 1, men også fordi det giver os mulighed for at klare noget af det vedligehold, der kun kan laves, mens færgen ligger stille. Det skal være med til at give os en øget driftsstabilitet for begge hurtigfærger, siger Jesper Skovgaard.


Molslinjen oplyser, at der i sejlplanen for 2025 også er skruet en smule ned for antallet af afgange - primært på ekstrakapacitetsafgange i sensommeren og efteråret. Sejlplanen for 2025 indeholder 3.504 afgange mod 3.574 afgange i 2024. Det betyder 1,9 procent færre afgange.


Færgeruter