Af: Redaktionen
Når passagererne fra fredag igen kan stige på letbanen langs hele strækningen, vil de samtidig møde Odense Letbanes og FynBus’ nye billetløsning på samtlige letbanestationer.
I resten af 2023 er det muligt at stige på Odense Letbane og bybusserne i Odense for blot 15 kroner, hvis du er 26 år eller mere – og for 10 kroner, hvis du er under 26 år.
Billetterne købes ved at scanne QR-koder på røde mærkater, der er synlige på samtlige letbanestationer (og busstoppesteder). Alternativt kan billetterne købes via letbanebillet.dk.
- Den nye billet gør det nemt og billigt for alle at benytte offentlig transport. Også selv om du ikke har et rejsekort. Når først løsningen bliver kendt rundt om i byen, forventer vi, at den for mange vil være en døråbner i brugen af kollektiv trafik, siger Dan Ravn, direktør i Odense Letbane.
Den digitale billet er gyldig i 1 timer og 15 minutter og gælder kun på den telefon, den er bestilt på elller til.