Af: kollektivtrafik
Passagerpulsen, der siden 2014 har været passagernes stemme og skabt ny dokumentation og viden om passagernes oplevelser og forhold på tværs af transportformer og kommunegrænser, lukker på grund af manglende finansiering på Finansloven for 2024. Forbrugerrådet Tænk, der har stået for Passagerpulsen mener, at det skader udviklingen af den kollektive transport
Forbrugerrådet Tænk oplyser, at med lukningen af Passagerpulsen stopper arbejdet med de fem regionale passagerråd, som projektet har oprettet og drevet, og som leverer input til politikere, embedsværk og trafikvirksomheder til brug for udviklingen af den lokale og regionale kollektive transport.
- Det er vurderingen fra både eksperter og en stribe organisationer, der arbejder med den kollektive transport, at det vil gå hårdt ud over udviklingen af den, at politikerne ikke har ville afsætte penge på Finansloven til at bevare Passagerpulsens vigtige arbejde. Det er derfor en trist dag for de danske passagerer, siger Anja Philip, der er formand for Forbrugerrådet Tænk.
Hun er dybt forundret over, at politikerne har valgt ikke at prioritere midler til Passagerpulsens arbejde.
- Den kollektive transport er en del af løsningen på nogle af de store samfundsproblemer som klima, miljø, trivsel og mangel på arbejdskraft. Hvis vi skal have flere passagerer til at bruge den kollektive transport, så den kan bidrage til den grønne omstilling og styrke sammenhængen i vores land, er det afgørende, at passagernes perspektiv er med. Men det er nu væk, siger Anja Philip.
Hos Forbrugerrådet Tænk peger man på, at med lukningen af Passagerpulsen bliver Danmark et af få EU-lande, der ikke har en organisation, der taler passagerernes sag i den kollektive transport.