Af: kollektivtrafik
DSB har indgået en betinget kontrakt med MT Højgaard Danmark om at opføre et værksted til elektriske togsæt i Logistikparken i Brabrand vest for Aarhus. Prisen for værkstedet, der skal have otte sport og en kapacitet til at kunne vedligeholde over 80 togsæt, er sat til en pris på omkring 1,3 milliarder kroner
Det kommende værksted bliver på 20.000 kvadratmeter og vil få otte spor med en samlet kapacitet til at vedligeholde over 80 togsæt. Ud over værkstedet, skal der bygges en separat bygning til hjulafdrejning, og parkerings-, klargørings- og forsyningsfaciliteter. Udover selve byggeriet omfatter entreprisen også et større anlægsarbejde, hvor entreprenøren skal flytte 400.000 kubikmeter jord.
Værkstedet, der er designet af Gottlieb & Paludan Arkitekter og Rambøll, skal sammen med værkstedet på Godsbanen i København, som MT Højgaard Danmark også opfører, benyttes til vedligehold af DSB’s kommende elektriske IC5-tog. De to lokaliteter vil være de primære steder for vedligehold af IC5-togene i fremtiden.
DSB arbejder med en række grønne og digitale tiltag, der skal reducere CO2-udslippet. Solceller og batteriinstallationer er en del af løsningen, og det er målsætningen at opnå certificeringen DGNB Guld for bæredygtigt byggeri.
- Byggeriet er et væsentligt skridt frem mod målet om at gøre DSB CO2-neutral i 2030. Et af de største skridt var, da vi sidste år skrev kontrakt med Alstom om levering af op mod 150 eltogsæt. Jeg ser frem til, at vi fortsætter arbejdet i udførelsesfasen, sammen med MT Højgaard Danmark og deres underentreprenører, om byggeriet af vores nye grønne værksteder, siger underdirektør for Nye Værksteder i DSB, Finn Bloch.
Hos MT Højgaard Danmark fremhæver porteføljechef, Søren Sørensen, at man gennem de seneste godt to år har haft et glimrende forløb med DSB og byggeriets andre parter i Aarhus.
- Nu har vi så indgået den endelige aftale, siger Søren Sørensen.
Kontrakten på byggeriet i Aarhus har en værdi på 1,32 milliarder kroner, og den er først ubetinget, når DSB’s bestyrelse har endeligt tiltrådt den i december.
Planen er, at værkstedet skal stå klar til brug i 2026.
Der er i de seneste måneder udført jordarbejder og etableret en ny bro over banelegemet. Det arbejde er reguleret i en særskilt aftale om fremskudte arbejder på 70 millioner kroner.
MT Højgaard Danmark er også valgt som entreprenør på to andre store værkstedsbyggerier for DSB i København og i Næstved.