NYHEDER 13. FEB 2019 KL. 17:00

Trafikselskab vurderer: Kunderne vender tilbage til banen mellem Odder og Aarhus

Af: kollektivtrafik

De første estimater hos trafikselskabet Midttrafik indikerer, at kunderne vender tilbage til strækningen mellem Odder og Aarhus - og at der er en passagerstigning på den samlede letbanestrækning. Midttrafik oplyser, at tælleudstyret i letbanetogene først kunne vise sikre tal i løbet af foråret


I april 2018 blev der gennemført en manuel tælling, der viste, at der på en hverdag var cirka 8.400 påstigere på Letbanen, som på det tidspunkt kørte alene kørte på strækningen mellem Aarhus H og Universitetshospitalet i Skejby.

Af forskellige tekniske årsager forventer Midttrafik, at de tællinger der bliver opsamlet af tælleudstyr i letbanetogene, først kan give et sikkert og detaljeret billede af passagerernes brug af Letbanen i løbet af foråret.

Da der er stor interesse for passagertallene, har Midttrafik estimeret et samlet passagertal for de dele af Letbanens strækning, der er i drift på nuværende tidspunkt. Vurderingen er baseret på opregning af brugen af rejsekort på Letbanen og de tællinger, der hidtil er gennemført. Midttrafik vurderer, at metoden kan bruges til at give et overordnet billede af udviklingen, da brugen af rejsekort har været relativ stabil i perioden.

Midttrafik har med det som udgangspunkt beregnet, at der i gennemsnit var godt 14.000 påstigere på en hverdag i fjerde kvartal i 2018 i forhold til tællingen i april 2018.

Væksten er kommet efter åbningen på strækningen mod Odder i slutningen af august sidste år. Da der var almindelige togdrift på Odderbanen - seneste med DSB’s tog - var der knap 4.000 påstigere på en hverdag.

Stigningen indikerer ifølge Midttrafik, at passagererne i stort omfang er vendt tilbage til strækningen mod Odder. Herudover er der en stigning på 1.500 - 2.000 påstigere på den samlede letbanestrækning siden april.

Midttrafik forventer det næste spring i passagertallet, når strækningen mod Grenaa sættes i drift - antageligt i april eller maj.


Når Letbanen åbner mod Grenaa, vil der ske følgende forøgelse af driften på Letbanen:

  • Frekvensen på strækningen Aarhus - Mårslet på strækningen mod Odder bliver øget til 15 minutters drift i dagtimerne
  • Letbanen åbner på strækningen Skejby - Lisbjerg - Lystrup
  • På den indre strækning i Aarhus øges frekvensen fra seks til otte tog i timen i dagtimerne på hverdage

 

Midttrafik har ikke nogen prognose for, hvordan åbningen af letbanen til Grenaa vil påvirke passagertallet. Da Grenaabanen blev betjent af DSB med almindelige tog var der omkring 4.500 passagerer på en hverdag.