KTF Transmision
NYHEDER 20. MAJ 2021 KL. 05:00

Stort EU-projekt vil skabe attraktiv grøn transport

Af: Redaktionen


Et EU-projekt vil forbedre bæredygtige alternativer til bilen ved bl.a. at fokusere på de rejsendes præferencer, gøre det lettere at komme fra dør til dør og samtidig integrere grønne transportløsninger i byrummet.


Privatbiler bidrager i dag med cirka 13 procent af drivhusgasudledningen i Danmark, hvorimod offentlig transport kan komme tæt på nul, hvis man skifter til elektriske tog og busser, og folk samtidig motiveres til at cykle og gå til og fra offentlig transport.


At få folk over i den offentlige transport er dog ikke helt let. Det handler om at ændre vaner og holdninger, men også om at gøre bymiljøet og stationer mere attraktive og koordinere de enkelte transportmidler bedre.


- Innovative og digitale løsninger til den offentlige transport og attraktive deleordninger giver kun effekt, hvis folk benytter dem. Det er derfor ikke nok, at vi fokuserer på udviklingen af alle de teknologiske løsninger. Vi skal også have et stærkt fokus på det brugerorienterede og adfærdsmæssige perspektiv, siger professor Otto Anker Nielsen fra DTU Management.


Han står i spidsen for et nyt fireårigt EU-projekt med titlen ’Seamless sustainable everyday urban mobility’, som i daglig tale kaldes EASIER. Projektet er støttet af ERA-NET Cofund Urban Accessibility and Connectivity (ENUAC) samt nationale kilder – i Danmark Innovationsfonden. Projektet går netop ud på at skabe bæredygtig transport ud fra et mere holistisk syn, hvor blandt andet brugerperspektivet og forskning i adfærdsændringer også spiller en central rolle.


- Målet er at øge andelen af bæredygtige transportformer som bus, tog og metro, delte mobilitetstjenester, gang og cykling. Det hele skal hænge sammen set ud fra den rejsendes perspektiv – fra dør til dør. Samtidig skal løsningerne også tænkes ind som en integreret del af fremtidens byrum, siger Otto Anker Nielsen.


EASIER-projektet inkluderer derfor førende eksperter inden for adfærdsmodellering og byplanlægning.


Kombinerer viden om transport, adfærd og byudvikling
Tidligere undersøgelser har vist, at det er muligt at opnå stigninger i passagertal inden for offentlig transport, hvis man tager højde for passagerpræferencer i forbindelse med nye systemer. Ændringer i byrummet omkring stationer kan ligeledes være med til at øge passagertallet. Og så er det også afgørende at forkorte ventetiden og skabe sammenhæng mellem alle de forskellige transportmuligheder, så det er let at skifte fra en slags transport til den næste.


- Der findes allerede meget viden om passageradfærd inden for offentlig transport, sammenhæng i rejsen fra dør til dør, optimering af køreplaner og udvikling af nye grønne og sunde byrum med gode cykel- og gangstier. Det ambitiøse og hidtil usete ved EASIER-projektet er, at projektet kombinerer viden og forskning inden for alle områderne, siger Otto Anker Nielsen.


 


Læs mere på projektets hjemmeside 


 


 


Bæredygtighed Trafikplanlægning