NYHEDER 7. AUG 2018 KL. 18:00

Plustur øger mobiliteten i landområderne

Af: Gitte Christensen, Specialkonsulent, Nordjyllands Trafikselskab

Plustur øger mobiliteten i landområderne
Plustur - forklaret i ét billede. (Figur: Nordjyllands Trafikselskab)

Den 3. januar 2018 lancerede Nordjyllands Trafikselskab (NT) den nye kørselsordning Plustur, målrettet landområder og områder med lav betjening med bus og tog. Muligheden for at kunne komme frem til bus- og tognettet i Nordjylland er afgørende for at bus og tog, også i praksis, er tilgængeligt i landdistrik­terne. Formålet med Plustur er at bringe kunden det sidste stykke ud og hjem og hermed at styrke mobi­liteten i de nordjyske landområder.


Plustur binder Nordjylland sammen

Der er i dag gode bus- og togforbindelser til og fra de største byer i Nordjylland, men det er en udfordring at komme det sidste stykke, til og fra de små byer eller den spredte bebyggelse på landet. Et finmasket net med lokale busser er ikke økonomisk rentabelt, og bor vi på landet, har vi ofte indrettet os med en eller flere biler. Men vi vil stadig gerne have den sikkerhed bussen giver, så vi har en mulighed når bilen er på værksted eller familien skal i hver sin retning.

Plustur er trafikselskabets løsning på den klassiske ”last-mile” problematik. En problematik der i landområderne, afholder mange fra at benytte den kollektive trafik. På denne måde kan man sige, at den kollektive trafik er skævt fordelt mellem land og by. Plustur er derfor ikke en kørselsordning for “de mange” i byområderne og tæt nærhed af de store bus- og togkorridorer, men for “de få”, der bor spredt i landområderne og har langt til kollektiv trafik.

Plustur supplerer sammen med Flextur det lokale busnet, og tilsammen giver dette et lokalt net, der i betjeningsniveau strækker sig længere både geografisk og tidsmæssigt end set i mange år i landområderne. Et net der tilgodeser både de områder og tidspunkter, hvor der skal flyttes flere fra A til B, og også de områder og tidspunkter, hvor behovet for mobilitet er meget lille og meget forskellig fra borger til borger.

 

Hele vejen ud og hjem

Plustur er tilrettelagt som en forlængelse af NT´s bus- og tognet, som i Nordjylland kaldes for Det Nordjyske Hovednet. Plustur er sammen med Flextur NT’s tilbud om åben kollektiv trafik og er designet til at bringe kunden fra adressen frem til nærmeste bus eller tog. Plustur sikrer hermed, at hovednettet bliver tilgængeligt og brugbart for alle i hele Nordjylland. Ved at kørselsordningen tilpasses afgangs- og ankomsttiderne på bus og tog i Det Nordjyske Hovednet (dog ikke natbusser og nattog), er der altid en mulig­hed for at komme det sidste stykke ud og hjem for dem der bor langt fra bus og tog.

Plustur plan­lægges og bestilles gennem Rejseplanen, hvor man kan få tilbudt Plustur som en del af den ønskede rejse. Når man indtaster sin startadresse og slutadresse, søger Rejseplanen den bedst mulige rejse baseret på rejsetid. Plustur tilbydes kun, hvor der er mulighed for forbindelse til en bus- eller togrejse. Findes forbindelsen ikke, vises Plustur ikke som en mulighed i Rejseplanen. På tidspunkter hvor bus og tog ikke kører, tilbydes Plustur ikke. Plustur tilbydes heller ikke, hvis det er hurtigere at gå eller cykle frem til nærmeste stoppested.

Prisen for Plustur er en fast pris på 22 kr. pr. tur, svarende til en 2-zoners billet med almin­delig kollektiv trafik. Denne takst er ens i hele Nordjylland. Plusturen betales ved bestillingen og betales samtidigt med kreditkort. Bus- eller togrejsen betales som normalt på selve rejsen. Plustur kører til udvalgte stoppesteder på Det Nordjyske Hovednet, så kunden får den kortest mulige rejse med Plustur, og hvor der er ventefaciliteter, der sikrer at kunden får den bedste oplevelse omkring skiftet mellem Plustur og bus og tog.

 

Status på Plustur

Plustur har nu været i drift i Nordjylland i 6 måneder, og konklusionen er, at kendskabet til og brugen af kørselsordningen endnu ikke er særlig høj. Siden kørselsordningen blev udrullet i hele Region Nordjylland den 3. januar 2018, har 892 nordjyder benyttet sig af Plustur (opgjort pr. 30/6 2018) hvilket er langt under det forventede, da kørselsordningen blev sat i drift. For at styrke kendskabet er der igangsat en række nye initiativer.

Det er primært kvinder der bruger ordningen og aldersfordelingen viser, at det hovedsageligt er de 20- 50årige der bestiller Plustur. Disse tal viser at Plustur appellerer til en anden målgruppe end Flextur, hvor det primært er ældre (plus 60), der benytter ordningen. Der er også en tendens til, at kørselsordningen benyttes mest fra fredag til mandag, og på tidspunkter der er jævnt fordelt over dagen, men med et lille opsving tidlig morgen, hvor de primære rejsetimer på Flextur ligger mellem kl. 9 og kl. 13. Så Nordjyllands Trafikselskab har ramt en ny målgruppe med Plustur, og på den måde er Plustur en succes, der bidrager med øget mobilitet i landområderne. Men vi vil gerne have flere med!

Det forholdsvis lave antal rejser kan være en indikator på flere ting:

  • Det er stadig en ny kørselsordning
  • Målgruppen er forholdsvis smal (rejsende i landområdet)
  • Der er 2 timers bestillingsfrist

NT’s målsætning med Plustur er at sikre og øge mobiliteten i landområ­derne og landsbyerne ved at bringe kunden til og fra de store trafikkorrido­rer, og med Plustur har vi sikret at rammerne for at dette nu er muligt, og at landområderne får del i udviklingen i den kollektive trafik i regionen. Men en ud­fordring er også, at Plustur aldrig kan være bedre end det hovednet, som ordningen kobles sammen med.

Skal vi flytte mobiliteten i landområderne yderligt, skal vi satse bredere. Vi skal turde satse på vores store trafikkorridorer med hyppig drift og hermed binde vores store byer sammen. Vi skal satse endnu mere på Plusturen ved at udvikle tilbuddet f.eks. ved at muliggøre brug af Periodekort og Ungdomskort på rejsen, samt tillade kortere bestillingsfrist. Så vil vi for alvor have et mobilitetstilbud, der kan gøre en forskel i de nordjyske landområder.

 

 



Plustur

Tirsdag 7. august 2018 KL. 17:00
Fotograf: Nordjyllands Trafikselskab
grafiks oversigt og status medion 2018

Se alle billeder...